Entreprenørielle øvebaner i skolen

Det kræver tid at give elever virkelighedsnær undervisning. Men hvis man lod eleverne stå for den næste skolefest, motionsdag eller udflugt, kunne de derved øve og træne entreprenørielle kompetencer. En slags entreprenøriel øvebane.   


Af Anders Rasmussen, chef for Grundskole & Ungdomsuddannelser, Fonden for Entreprenørskab


For længe siden, og før at innovation og entreprenørskab blev del af skolereformen, var jeg til et spændende møde med ledelsen på Læssøesgade Skole i Aarhus. Vi talte om, hvordan man kunne gøre entreprenørskab til en del af skolen, og vi var enige om, at der var der mange veje at gå.

Vi kunne også se, at en af problemstillingerne var muligheden for, at eleverne gjorde reelle erfaringer med processen fra idé til værdiskabende handling indenfor skolens rammer.

SFO-lederen, hvis navn jeg desværre ikke husker, udbrød på et tidspunkt: ”Vi mangler simpelthen øvebaner!” Og det synes jeg gav rigtig god mening.

Oplevelser og erfaringer i undervisningen

I en skolesammenhæng er det forholdsvis ”let” at lave som-om undervisning, hvor processen slutter med prototyper, pitch, plancher eller præsentationer (i dag suppleret med makerspace og fablab-produktioner). Dette er superfint, men der mangler den del, der handler om at virkeliggøre projekterne og tage dem ud i verden (eller bare på skolen eller i lokalmiljøet), hvilket vil give mulighed for at skabe reel værdi og mulighed for, at eleverne oplever risiko og ansvar.

En mere virkelighedsnær oplevelse vil særligt give eleverne erfaringer med mestring og succes, begge væsentlige faktorer for at opbygge selfefficacy (et mål for troen på at kunne beslutte og foretage ændringer i eget liv)  og entreprenøriel selvtillid. Derfor skal vi lede efter og måske konstruere øvebaner – altså små nicher, hvor eleverne kan få virkelige erfaringer.

Problemet er, at det er svært at lave øvebaner, altså at finde plads i kalender og skema til at give eleverne mulighed for at få de entreprenørielle erfaringer. Men måske ligger en del af løsningen i virkeligheden ligefor. Gør vi ikke noget allerede, som en del af skoledriften?

Her tænker jeg særligt på den uformelle del af skolens dagligdag og de arrangementer, som på de fleste skoler er en del af årsplanen, men som vi normalt ikke tænker som en del af innovation og entreprenørskab. Det gælder frikvarterer, forældremøder, motionsdage, skolefester, udflugter, indsamlinger, skolerejser og andre mere eller mindre faste arrangementer på skolen.

Eleverne bliver naturligvis ikke entreprenørielle af at gå til skolefest eller at løbe 5 kilometer på skolernes motionsdag, men eleverne kan øve og træne en masse entreprenørielle kompetencer, hvis de står med opgaven og ansvaret for at planlægge, koordinere og udføre. Samtidig skaber eleverne reel værdi for de andre elever (og lærerne) som deltager i arrangementerne. Der er naturligvis chance for succes, men også risiko for at det kan gå galt, og at ideer og planer ikke holder, når de møder virkeligheden.

På mange skoler er de ovennævnte arrangementer styret af traditioner og planlagt af en mindre gruppe lærere, som står med opgaven at planlægge og udføre dem. Jeg har af og til, med let spydighed, kaldt denne form for pædagogisk gidseltagning – hvor de voksne får en idé, og så tages eleverne som gidsler i afviklingen. Alternativet er give opgaven til udvalgte klasser, så de står for at skabe, udvikle og koordinere disse arrangementer. I så fald har eleverne fået, ikke blot en opgave, men også en entreprenøriel øvebane.

Det kræver selvfølgelig, at skolen er indstillet på at form og indhold i disse arrangementer udfordres og fornyes lidt fra år til år. Det kræver også at vi som voksne holder os lidt tilbage, og afstår fra at anvende det voksne overblik og vores egne erfaringer med at arrangere og planlægge.

I alle disse aktiviteter er der mulighed for at øve en række entreprenørielle færdigheder. Der skal laves undersøgelser af målgrupper. Der skal skabes ideer gennem kreative processer og disse skal diskuteres og videreudvikles. Der skal planlægges, kommunikeres, findes ressourcer og laves budgetter og nogle gange skal der også sælges og markedsføres. I sidste ende skal der også udføres og tages ansvar for at alle, både arrangører og deltagere har en god oplevelse. Dette er selvsagt ikke ”rigtigt” entreprenørskab, men det er et skridt taget på en øvebane på vejen til innovative og entreprenørielle færdigheder. Samtidig er det en vej til at øge elevernes tro på sig selv og på deres evner til at sætte ting i gang i verden.

Man kan naturligvis ikke blot forlade eleverne, og overlade det hele til dem selv. I stedet bør man hjælpe med overblik, redskaber og klar rammesætning af opgaven. Det er samtidig de voksnes opgave at sikre at omfanget af opgaverne og kompleksitetsniveauet ikke overstiger det, eleverne kan klare. Der er altså ikke tale om en spareøvelse, hvor eleverne skal løse de ”voksnes” opgaver. Tværtimod er det en øvelse, hvor vi som de voksne professionelle har et pædagogisk blik for, hvornår eleverne kan få reelle erfaringer ved at overlade en del af ansvaret, ideer, planlægning og udførelse til eleverne.

Dette entreprenørskabspædagogiske blik kan såmænd også være en del af emne- og projektarbejde – og i nogle tilfælde også i den mere almindelige undervisning, men se – det er en helt anden historie.