Måned: maj 2019

Erfaringer fra USA: 10 konkrete overvejelser danske universiteter bør gøre for at styrke entreprenørskab

Selv om der er stor forskel på kultur, traditioner og opbygning af universitetsuddannelser i Danmark og USA, så er der alligevel inspiration og konkrete råd at hente, når det kommer til at integrere og bruge entreprenørskab i undervisningen. Få 10 konkrete forslag her.


Af Christian Vintergaard, Adm. direktør, Fonden for Entreprenørskab


I sidste uge havde det danske innovationscenter i henholdsvis Boston og Silicon Valley inviteret ledelsesrepræsentanter fra de danske universiteter på et såkaldt ”Entrepreneursip Academy”. Målet med turen var dels at lære af hinanden på tværs af universiteterne, men ikke mindst at lade sig inspirere til, hvordan de danske universiteter kan indrette deres satsninger på entreprenørskab. Turen var med besøg på flere af universiteterne i Boston-området (MIT og Babson), men også universiteter på vestkysten (Berkeley og Stanford). Desuden var vi privilegeret ved at også at besøge et utal af entreprenørskabs-aktører, som indgår i universiteternes netværk.

Det er svært ikke at blive imponeret, når man besøger disse universiteter. De har bidraget til skabelse af tusindvis af virksomheder, børsintroduktioner og licenser. De virksomheder, som de har bidraget til, er blandt verdens mest økonomisk stærke. Desuden er det tydeligt, at universiteterne spiller en afgørende rolle for økosystemet omkring innovation og iværksætteri – de er en magnet for både kapital, forskning og virksomheder. En effekt, som bliver selvforstærkende for universiteternes forståelse af, hvad det er for bidrag og programmer, de bør have.

Man kan naturligvis altid spørge sig selv om, hvor meget man reelt kan lære på et så koncentreret udlandsforløb fra en så anderledes national- og uddannelsesinstitutionskultur, som den amerikanske. De har en væsentlig anderledes struktur og økonomi, end den vi kender fra Danmark. Når det er sagt, så opstod der i løbet af dagene tydelige indikationer på, at vi stadig godt kan lære noget fra USA, når det kommer til entreprenørskab og ikke mindst det at skabe et frirum i en travl hverdag for universiteternes ledelser til at koncentrere sig om netop denne indsats.

pp 3

 

Refleksioner

Fra noget særligt til ”mainstream”: Da jeg var på en lignende tur arrangeret af innovationscentret i Silicon Valley for næsten 10 år siden, sammen med de danske rektorer og dekaner, så var der lidt en stemning blandt flere af de danske rektorer, at det der med innovation og iværksætteri i relation til de videregående uddannelser var noget, der nok forsvandt igen med en ny minister. Nu har de fleste danske videregående uddannelser i højere eller lavere grad denne type af aktiviteter, og på de amerikanske institutioner er det også noget, som gennemsyrer både strukturen, indhold, programmer og universiteternes økonomi. Det er ikke længere et spørgsmål, om man skal have denne type af aktiviteter, men snarere et spørgsmål om at orkestrere sine tilbud mest effektivt og skabe sig en klar vision og mål med indsatsen – entreprenørskab er således ikke længere noget særligt, men er blevet til en mainstream del af universiteternes portefølje.

Entreprenørskab som værktøj og metode for at løse verdens udfordringer: På mit tidligere besøg i Silicon Valley var det primære fokus at inkludere entreprenørskab på de videregående uddannelser, og at de studerende og forskerne skulle skabe virksomheder med økonomisk vækst, som det eneste mål for øje. Ligesom i Danmark er der også i USA kommet en større og større erkendelse af, at entreprenørskab også er et væsentligt redskab og en metode til at løse verdens problemer og udfordringer. Herunder bliver entreprenørskab tit nævnt i relation til at nå FN´s Verdensmål – noget vi også i Fonden for Entreprenørskab sammen med bl.a. Tuborgfondet er begyndt at fokusere mere på. Det er min klare opfattelse, at denne mere samfundsbevidste og orienterende tilgang til at udvikle fremtidens løsninger, faktisk er et sted, hvor Danmark kan have en relativ fordel. Vi har erhvervstraditioner for dette, men har måske også en større grad af social bevidsthed, end man finder mange andre steder i verden.

For få kvindelige iværksættere: Også i USA er det en udfordring, at der ikke er flere kvinder, som starter egen virksomhed. Desværre var der ikke nogle ”nemme” og gode løsninger, som vi med fordel kunne tage med hjem. Amerikanerne forsøger sig lige nu med forskellige special- og kvoteprogrammer for at udligne forskellene, men desværre stadig uden mærkbare resultater. Her er der således fortsat en fælles opgave i at finde nøglen til få flere kvinder til at interessere sig for entreprenørskab.

Entreprenørskab er både i curriculære og ekstra-curriculære aktiviteter: Entreprenørskab kommer i mange forskellige former afhængigt af universiteters egne prioriteter. Der er dog en fælles forståelse af, at der er et behov for både curriculære og ekstra-curriculære entreprenørskabsaktiviteter. Her bør de curriculære aktiviteter handle om at sikre bredere læringsoplevelser for de studerende, og de ekstra-curriculære aktiviteter ses som accelerator- og mentorforløb, konkurrencer etc. Disse har traditionelle start-up mål (antal start-ups, vækst, opnåelse af kapital, antal IPO´s etc.). På tværs af de amerikanske universiteter var der dog ikke en tydelig formular på balancen mellem curriculære og ekstra-curriculære entreprenørskabsaktiviteter, men en generel forståelse af behovet for begge dele. I lyset af de amerikanske universiteters mindre økonomiske afhængighed af statslig finansiering, så var der flere steder en tendens til flere ekstra-curriculære entreprenørskabsaktiviteter, end det nok ville give mening i Danmark. Der var dog en tydelig anerkendelse af, at de curriculære entreprenørskabsaktiviteter var de væsentligste qua universiteternes rolle som uddannelsesinstitution. En spændende observation fra tech-trans enheden på Berkeley var, at man for 10 år siden havde intensiveret antallet af entreprenørskabsuddannelser for at sikre en konstant stigende pipeline af nye start-ups.

Fællesfoto 1

Erfaringer, kompetence og kultur: På både den amerikanske øst- og vestkyst var der en generel og tydelig forskel i erfaringer, kompetence og kultur, når det kom til entreprenørskab og start-ups, end vi kender det fra Danmark. Den kritiske masse af forskere og undervisere, der havde personlig erfaring med at starte egen virksomhed, er mange gange større end vi kender fra Danmark. Ligeledes var det akademiske miljø inden for den entreprenørskabsteoretiske tradition mere erfaren. Desuden var det ikke unormalt, at de medarbejdere, som arbejder i acceleratorer for studenter-inkubatorer, selv havde indtil flere succesfulde start-ups i bagagen forud for deres arbejde med studerende. Desuden var der i begge amerikanske regioner et veludviklet fælles iværksættersprog på campus, hvor kun få var i tvivl om, hvad der skulle til for at starte en virksomhed. Dette fælles sprog og fælles viden var også efter min mening med til at sikre endnu bedre netværk på tværs af universitet og erhvervsliv. Det skabte også en fælles bevidsthed blandt forskere og studerende om, at det at starte en virksomhed ikke var noget særligt, men var lige som det at skifte job – blot en del af de muligheder, man har som en del af ens karriere. Dette smitter af på sproget, hastighed, færre misforståelser, kontakter, fleksibilitet i karrierer og social accept etc.

Flere (og mere succesfulde) amerikanske start-ups: Gennemgående for alle vores besøg var traditionen og frekvensen hvormed amerikanske studerende starter egen virksomhed. Det er langt højere, end det vi kender fra Danmark. Således har mange amerikanske studerende også været med til at bidrage til unicorns. Universiteterne gjorde også en dyd ud af at fortælle om dette. Ser vi isoleret på antallet af studerende, der starter egen virksomhed, så er tallet også langt større, end det vi kender fra Danmark. Det er heller ikke unormalt, at flere studerende når at børsintroducere deres virksomhed, inden de er færdige med studierne. Det er også normalt, at man giver et økonomisk bidrag tilbage til universiteterne i taknemmelighed for de muligheder, de har skabt.

Et økosystem i konstant forandring: Umiddelbart skulle man tro, at de amerikanske programmer og initiativer i start-up økosystemet havde en lang historik. Det viste sig dog, at mange af de nuværende initiativer var relativt nye eller under udvikling. Dette vidner om et økosystem, hvor tingene hele tiden skifter og bliver forbedret. Det vidner også om, at der ikke findes ét rigtigt program, men flere modeller for entreprenørskabsaktiviteter. Samtidig peger det også på, at man i Danmark ikke behøver at prøve at kopiere de amerikanske programmer, men blot anvende dem som inspiration til en samlet portefølje. Den konstante udvikling af aktiviteter kender vi også i en vis udstrækning fra Danmark, hvor initiativer lukker, i takt med at nye kommer til, eller pengene ophører. Det skal dog siges, at amerikanerne var ret gode til at skabe overblik på tværs af de forskellige initiativer – både de, som de havde på universitetet, men også de, som var en del af resten af økosystemet. Det virkede også som om, at man var god til ikke at have for mange konkurrerende initiativer.

Universitetet opretholder et stærk netværk: Det var tydeligt, at en af de centrale nøgler til et godt iværksættersystem var evnen til at være strategisk omkring sit netværk. Dette gælder universiteterne, men også andre aktører. F.eks. viste det sig tit, at det som adskilte et godt entreprenørskabsforløb fra et dårligt i høj grad handlede om underviserens eller programmets evne til at skabe netværk til nuværende og tidligere iværksættere, alumner og venture kapitalister/business angels. Disse ressourcepersoner blev brugt i både undervisning og som mentorer i de forskellige programmer. Samtidig var der en generel opmærksomhed på, at hvis jeg bidrager til andres succes, så kommer det positivt tilbage senere. Således oplevede de amerikanske universiteter den luksus at kunne plukke mentorer fra et utal af dygtige mennesker, som gerne ville give tilbage. Det er min oplevelse, at vi i Danmark er i gang med en lignede udvikling, vi er dog stadig lidt umodne i at udnytte disse muligheder.

Men hvad er det så, de danske universiteter kan tage med hjem og bør overveje efter denne tur? Her er mine bud på en række spørgsmål, de danske videregående uddannelsesinstitutioner med fordel bør stille sig:

  1. Hvilken balance vil vi have på mit universitet have mellem curriculære og ekstra-curriculære aktiviteter?
  2. Hvilke lærings- og start-up KPI’er bør der knyttes til vores aktiviteter?
  3. Har vi på mit universitetet den rette mængde og de rette toninger af entreprenørskabsuddannelser/fag til, at vi har noget at tilbyde de fleste af vores studerende?
  4. Har vi den kritiske mængde akademisk personale til at levere den ønskede forskningsbaserede entreprenørskabsundervisning?
  5. Har vores personale, der står for vores ekstra-curriculære aktiviteter, tilstrækkelig erfaring til at stå mål med de studerendes behov for både faglig sparring, rollemodeller og netværk?
  6. Har vi det rette netværk til at sikre eksterne personer, der kan indgå i både vores undervisning og i vores ekstra-curriculære aktiviteter?
  7. Hvilken rolle bør mit universitet spille i relation til vores lokale økosystem for innovation og iværksætteri?
  8. Hvordan bør vi på mit universitet berette om nuværende og tidligere studerendes iværksættersucceser?
  9. Hvordan bør vi på mit universitet anerkende vores forskere og underviseres egne iværksættererfaringer?
  10. Hvordan vil vi på mit universitet sikre den rette start-up-erfaring og -sprog, så det bliver naturligt for alle vores ansatte samt vores studerende?

 

 

Entreprenørielle øvebaner i skolen

Det kræver tid at give elever virkelighedsnær undervisning. Men hvis man lod eleverne stå for den næste skolefest, motionsdag eller udflugt, kunne de derved øve og træne entreprenørielle kompetencer. En slags entreprenøriel øvebane.   


Af Anders Rasmussen, chef for Grundskole & Ungdomsuddannelser, Fonden for Entreprenørskab


For længe siden, og før at innovation og entreprenørskab blev del af skolereformen, var jeg til et spændende møde med ledelsen på Læssøesgade Skole i Aarhus. Vi talte om, hvordan man kunne gøre entreprenørskab til en del af skolen, og vi var enige om, at der var der mange veje at gå.

Vi kunne også se, at en af problemstillingerne var muligheden for, at eleverne gjorde reelle erfaringer med processen fra idé til værdiskabende handling indenfor skolens rammer.

SFO-lederen, hvis navn jeg desværre ikke husker, udbrød på et tidspunkt: ”Vi mangler simpelthen øvebaner!” Og det synes jeg gav rigtig god mening.

Oplevelser og erfaringer i undervisningen

I en skolesammenhæng er det forholdsvis ”let” at lave som-om undervisning, hvor processen slutter med prototyper, pitch, plancher eller præsentationer (i dag suppleret med makerspace og fablab-produktioner). Dette er superfint, men der mangler den del, der handler om at virkeliggøre projekterne og tage dem ud i verden (eller bare på skolen eller i lokalmiljøet), hvilket vil give mulighed for at skabe reel værdi og mulighed for, at eleverne oplever risiko og ansvar.

En mere virkelighedsnær oplevelse vil særligt give eleverne erfaringer med mestring og succes, begge væsentlige faktorer for at opbygge selfefficacy (et mål for troen på at kunne beslutte og foretage ændringer i eget liv)  og entreprenøriel selvtillid. Derfor skal vi lede efter og måske konstruere øvebaner – altså små nicher, hvor eleverne kan få virkelige erfaringer.

Problemet er, at det er svært at lave øvebaner, altså at finde plads i kalender og skema til at give eleverne mulighed for at få de entreprenørielle erfaringer. Men måske ligger en del af løsningen i virkeligheden ligefor. Gør vi ikke noget allerede, som en del af skoledriften?

Her tænker jeg særligt på den uformelle del af skolens dagligdag og de arrangementer, som på de fleste skoler er en del af årsplanen, men som vi normalt ikke tænker som en del af innovation og entreprenørskab. Det gælder frikvarterer, forældremøder, motionsdage, skolefester, udflugter, indsamlinger, skolerejser og andre mere eller mindre faste arrangementer på skolen.

Eleverne bliver naturligvis ikke entreprenørielle af at gå til skolefest eller at løbe 5 kilometer på skolernes motionsdag, men eleverne kan øve og træne en masse entreprenørielle kompetencer, hvis de står med opgaven og ansvaret for at planlægge, koordinere og udføre. Samtidig skaber eleverne reel værdi for de andre elever (og lærerne) som deltager i arrangementerne. Der er naturligvis chance for succes, men også risiko for at det kan gå galt, og at ideer og planer ikke holder, når de møder virkeligheden.

På mange skoler er de ovennævnte arrangementer styret af traditioner og planlagt af en mindre gruppe lærere, som står med opgaven at planlægge og udføre dem. Jeg har af og til, med let spydighed, kaldt denne form for pædagogisk gidseltagning – hvor de voksne får en idé, og så tages eleverne som gidsler i afviklingen. Alternativet er give opgaven til udvalgte klasser, så de står for at skabe, udvikle og koordinere disse arrangementer. I så fald har eleverne fået, ikke blot en opgave, men også en entreprenøriel øvebane.

Det kræver selvfølgelig, at skolen er indstillet på at form og indhold i disse arrangementer udfordres og fornyes lidt fra år til år. Det kræver også at vi som voksne holder os lidt tilbage, og afstår fra at anvende det voksne overblik og vores egne erfaringer med at arrangere og planlægge.

I alle disse aktiviteter er der mulighed for at øve en række entreprenørielle færdigheder. Der skal laves undersøgelser af målgrupper. Der skal skabes ideer gennem kreative processer og disse skal diskuteres og videreudvikles. Der skal planlægges, kommunikeres, findes ressourcer og laves budgetter og nogle gange skal der også sælges og markedsføres. I sidste ende skal der også udføres og tages ansvar for at alle, både arrangører og deltagere har en god oplevelse. Dette er selvsagt ikke ”rigtigt” entreprenørskab, men det er et skridt taget på en øvebane på vejen til innovative og entreprenørielle færdigheder. Samtidig er det en vej til at øge elevernes tro på sig selv og på deres evner til at sætte ting i gang i verden.

Man kan naturligvis ikke blot forlade eleverne, og overlade det hele til dem selv. I stedet bør man hjælpe med overblik, redskaber og klar rammesætning af opgaven. Det er samtidig de voksnes opgave at sikre at omfanget af opgaverne og kompleksitetsniveauet ikke overstiger det, eleverne kan klare. Der er altså ikke tale om en spareøvelse, hvor eleverne skal løse de ”voksnes” opgaver. Tværtimod er det en øvelse, hvor vi som de voksne professionelle har et pædagogisk blik for, hvornår eleverne kan få reelle erfaringer ved at overlade en del af ansvaret, ideer, planlægning og udførelse til eleverne.

Dette entreprenørskabspædagogiske blik kan såmænd også være en del af emne- og projektarbejde – og i nogle tilfælde også i den mere almindelige undervisning, men se – det er en helt anden historie.