At drømme, at turde, at skabe, at handle – sammen!

Af Pernille Berg, fil.dr., Forskning og Analyse, Fonden for Entreprenørskab


Det har gennem noget tid ikke været muligt at læse en avis, åbne en nyhedshjemmeside, eller se en nyhedsudsendelse uden at få fremtidens udfordringer præsenteret. Fremtidens udfordringer er komplekse og kalder på mange forskellige typer af viden, visioner om at skabe nye løsninger og mod til at handle på nye måder – omsætte ideerne til konkrete initiativer, produkter, løsninger.

Netop disse evner fremmes gennem entreprenørskabsundervisning og derfor er stigende interesse og erkendelse af, at entreprenørskabsundervisning er givende for elever og studerende vigtig.

I Fonden har vi ambitionen om, at hvert ungt menneske møder entreprenørskabsundervisning minimum én gang på hvert uddannelsesniveau. Dette ud fra devisen om, at øvelse gør mester.

Men som det gamle ordsprog lyder: ”It takes a village”, så kræver det mere end én gangs entreprenørskabsundervisning under sit studie for, at det spirende frø omsættes til konkrete produkter eller nye virksomheder.

Derfor har Fonden også konkrete initiativer på hvert uddannelsesniveau, der kører over længere tid, og som udmunder med et Danmarksmesterskab. På de videregående uddannelser er det Start Up Programme, hvor vi netop i tæt samarbejde med de deltagende uddannelsesinstitutioner bestræber os på at skabe et netværk for såvel studerende og undervisere. Gennem netværket og konkurrenceforløbet får de studerende mulighed for at forme deres egne ideer, omsætte disse ideer til konkrete produkter og realisere dem gennem etablering af virksomheder.

De studerende arbejder således gennem et akademisk år med entreprenørskab og får gennem deres deltagelse i Start Up Programme sparring, feedback og bedømmelse af deres idé fra både deres medstuderende, studerende fra andre uddannelsesinstitutioner, egne undervisere, eksterne mentorer og dommere. Fra den spæde idé til at stå som et af de teams, der nåede til Danmarksmesterskabet på Børsen og pitche foran eksterne dommere, arbejder de studerende med at udvikle løsninger til nogle af de komplekse samfundsmæssige udfordringer.

Og disse udfordringer kalder på forskelligheder fagligheder, og netop derfor giver Start Up Programme også mulighed for, at de studerende deltager i teams fra forskellige uddannelsesinstitutioner. De studerende skal indenfor fire forskellige kategorier komme med konkrete forretningsideer. De fire kategorier er:

  • GreenTech
  • LifeTech
  • Service Innovation
  • Social Entrepreneurship

I år har vi således set to teams, der består af studerende fra hhv. Maskinmesterskolen SIMAC og UCL. Maskinmesterstuderende og sygeplejerskestuderende er gået sammen for på denne måde at udvikle på relevante og teknisk smarte løsninger til nogle af de udfordringer, vi i Danmark står overfor.

”Ene mand gør det ikke alene”, og ligeså kan en uddannelsesinstitution ikke altid alene sikre de studerendes entreprenørielle mindset, men gennem samarbejde på tværs af uddannelser og institutioner får de studerende mulighed for at kunne omsætte deres ideer til handling. De får netop herved muligheden for at samarbejde på tværs af hverdagens rammer for at kunne skabe de nye løsninger.

I år afholder vi i Start Up Programme tre regionalmesterskaber. Det har vi ikke gjort tidligere. Vi gør det nu for at sikre flere studerende muligheden for at kunne deltage i Start Up Programme og for at give dem oplevelsen og glæden ved at skabe noget nyt sammen med andre. Vi gør det også for at sikre de studerende muligheden for at snuse til startup livet. Ikke ud fra ambitionen om, at de alle skal starte egen virksomhed efterfølgende, men ud fra ambitionen om, at de alle får nogle entreprenørielle indsigter, som kan fastholde deres evne til at drømme, modet til at omsætte og til at handle sammen. Og dem, der starter egen virksomhed, de vil forhåbentligt se tilbage på deres studietid og sige, at de blev iværksætter på grund af og ikke på trods af deres studie.

I morgen går det løs i Aarhus, de deltagende teams har skullet fremsende konceptbeskrivelse for deres løsningsforslag. De respektive teams vil blive interviewet af eksterne dommere og skal også pitche. På tirsdag afholdes næste regionalmesterskab i København, og i tirsdags den 2. maj afholdt vi årets første regionalmesterskab i Odense.

Den 1. juni mødes de 20 teams, der har kvalificeret sig til Danmarksmesterskabet på Børsen, og når dagen er omme, ved vi hvilket team, der er Danmarksmester, og som skal til Helsinki for at repræsentere Danmark på årets Europamesterskab.

”It takes a village” og man fristes også til at tilføje ”and it takes a whole lot of love, hard work and time”.