At skabe en skole der skaber værdi for andre!

På Skolen på Strandboulevarden arbejder vi på at skabe en skole, som udover den værdi, der ligger i, at elever og personale hver dag lærer noget, også har fokus på at skabe værdi for andre. Her tænker vi ikke kun materielt, men i det hele taget skabe værdi, socialt, økonomisk og trivselsmæssigt for ens kammerater eller skolens nære omverden i øvrigt.

Af Lars Aaberg, Skoleleder, Skolen på Strandboulevarden og Mette Lund Thomsen, Souschef, Skolen på Strandboulevarden


Innovation og entreprenørskab bliver således en del af skolens måde at udvikle sig og forstå sig selv på. Skolens dannelsesforståelse omfatter derfor også elevernes muligheder for at være selvbestemmende og kunne være aktive medskabere af deres eget liv og vores fælles samfund og kulturperspektiver. Skolen skal således ikke blot uddanne til videre uddannelse, men også danne eleverne til at kunne se problemer og muligheder i verden og handle på dem.

Skolens opgave er bl.a. at gøre børn og unge klar til en verden i konstant og rivende forandring – gøre dem klar til en fremtid, som vi ikke selv kender til. Hvis vi fortsætter i samme fart som de sidste 15-20 år, så skal vi i skolen tænke anderledes end den traditionelle undervisning.

Derfor arbejder vi på at blive en skole, som styrker elevernes viden om og forståelse af verden, samt deres kompetencer og færdigheder indenfor kreativitet og handling. Vi forsøger, både i den daglige undervisning og gennem særlige aktiviteter og forløb, at give eleverne erfaringer med at være nysgerrige, iværksættende og innovative. De særlige forløb medvirker til at give eleverne erfaringer med at kunne påvirke deres nærmeste omverden og skabe værdi, internt som eksternt. En væsentlig sideeffekt af dette er, at eleverne opbygger deres tro på sig selv, og at de vænner sig til at kunne håndtere usikkerhed og tilgive fejl, både egne og andres.

 

Giv plads til det kreative og skabende

Historisk set har skolen og dens aktiviteter ikke været så åbne mod omverdenen og det at eksperimentere med og i undervisningen har ikke fyldt meget, måske nok som noget der er båret af den enkelte lærer og pædagog, men ikke som en fælles værdi for skolen. Vi arbejder derfor stille og roligt med at opbygge særlige metodiske og didaktiske kompetencer som sikrer, at ledelse, lærere og pædagoger kan håndtere denne ambition for skolen. Med udgangspunkt i det vi i forvejen gør og kan, åbenhed for kreativitet, eksperimenter samt en mindre omlægning af tema- og emneuger, gør, at vi lige så langsomt kommer godt i gang. Som personale gælder det blandt andet om at sidde på sine lærer- og pædagogfaglige hænder for at give plads til det kreative og skabende hos eleverne. Der skal være plads til nysgerrighed, det mærkelige, det skæve og det divergerende. Men også til at samle det hele i noget meningsfyldt igen senere.

En vigtig del af indsatsen er at gøre den synlig på skolen, og vi prioriterer derfor at udstille elevernes produktioner i billeder, artefakter og æstetiske udtryk, som gør at innovation og entreprenørskab får et udtryk og er med til at skabe stemninger i skolens rum.

Indsatsen ligger godt i forlængelse af de tanker, der tidligere indgik i skolens formål om fantasi, virkelyst og handling. Ligeledes i faghæftet om ”Elevernes alsidige udvikling”, som på trods af at det ikke fylder så meget i skoledebatten og i ministeriet, stadig er et godt udgangspunkt for arbejdet med eleverne. Samtidig kan et metodisk og didaktisk løft af lærere og pædagoger sikre varierede og meningsfulde aktiviteter og undervisningsformer. Her er variationen ikke til for dens egen skyld, men for bevidst at understøtte udviklingen af innovative og entreprenørielle kompetencer hos elever, lærere, pædagoger og ledelse.

Vi har fundet god inspiration i ”Fra drøm til virkelighed” fra Nordisk Ministerråd. Den indeholder en kompetenceramme for innovation og entreprenørskab, som letter arbejdet for det pædagogiske personale. Folderen gør det tydeligt, hvad indsatsen med eleverne skal føre frem til, og de didaktiske principper hjælper med at variere og kvalificere den daglige undervisning. Endvidere har vi fundet af inspiration hos Fonden for Entreprenørskabs hjemmeside samt involvering af grundskoleteamet i Fonden.