Kategori: Forskning

Foto: norden.org/Oddleiv Apneseth

Entreprenørskab som vækstmotor for nordiske øer

Af Tilde Reffstrup, Projektleder, Fonden for Entreprenørskab og  Susanne Kærn Christiansen, Projektkoordinator, Fonden for Entreprenørskab


Trods mange gode bud på, hvad vi skal leve af i Norden, og hvordan vi skal skabe vækst, er én ting sikker: Vi skal leve af den næste generation.

Vi lever i dag i en uforudsigelig og hurtigt skiftende verden. Moderne samfund ændrer karakter, og vi går fra at skulle leve af de klassiske fag og traditionelle erhverv som fiskeri, håndværk og industri til et mere viden- og innovationstungt samfund, hvor også de traditionelle erhverv ændrer karakter, blandt andet i retning af at blive stadig mere viden- og innovationstunge. Det betyder, at arbejdslivet for mange af os og de kommende generationer kommer til at se meget anderledes ud i fremtiden, og det vil kræve nye kompetencer som fx evnen til at kunne tænke nyt og evnen til at kunne håndtere usikkerhed.

I de nordiske lande og selvstyreområder har demografiske ændringer og større afstand mellem by og land bidraget til særlige fælles udfordringer for især de afsidesliggende og ofte tyndtbefolkede områder, som fx øer. Specielt unge, som har høje ambitioner for deres karriere og ønsker en videregående uddannelse, vælger at flytte væk fra øerne og kommer måske ikke tilbage, blandt andet fordi der er for få arbejdspladser og de virksomheder, der forsvinder, ikke erstattes af nye i samme tempo.

Nogle steder er situationen så kritisk, at forandring er en akut nødvendighed. Det bliver stadigt tydeligere, at fremtidens velfærd i de nordiske ø-samfund og tyndtbefolkede områder afhænger af vores – og vores børns – evne til at tænke nyt, se muligheder og omsætte idéer til handling og værdi for andre. Med andre ord; der er på de nordiske øer brug for unge iværksættere og entreprenante medarbejdere.

Fonden for Entreprenørskab/Edison

Fra danske erfaringer til nordiske anbefalinger

Forandringen sker selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden på de nordiske øer, men processen kan påbegyndes ved at skabe gode vilkår for unge iværksættere og give unge evnerne og kompetencerne til at tænke nyt.

Netop på den baggrund valgte Fonden for Entreprenørskab i 2016, i et samarbejde med Nordisk Ministerråd, at igangsætte et 1-årigt pilotprojekt for at kortlægge syv udvalgte nordiske øers eksisterende indsatser for entreprenørskab i uddannelserne. Og med afsæt i kortlægningen at identificere øernes potentialer gennem estimerede prognoser for entreprenørskabsundervisning samt for uddelingen af Mikrolegater til studerende med en god idé. De syv øer i projektet er Andøy i Norge, Pargas i Finland, Bornholm i Danmark, Færøerne, Grønland, Gotland i Sverige og Island.

Fonden for Entreprenørskab har i en årrække arbejdet med at øge udbredelsen af entreprenørskabsundervisning i det danske uddannelsessystem og sikre sammenhængen med de muligheder, som unge mennesker har for at starte egen virksomhed. Erfaringerne viser, at et øget fokus på entreprenørskab i uddannelserne og et godt iværksættermiljø kan stimulere økonomisk vækst og udvikling.

I den netop publicerede rapport ’Nordic Entrepreneurship Islands’, der er resultatet af det 1-årige pilotprojekt, præsenteres de eksisterende politiske og uddannelsesmæssige tiltag for entreprenørskab på hver ø. Og med afsæt i kortlægningen samt i erfaringerne fra Danmark gives et bud på en prognose for hver øs udvikling over en 5-årig periode.

 

Nordiske øer er fulde af potentiale

De syv øer er i udgangspunktet yderst heterogene størrelser. Både når det gælder omfanget af skoler og indbyggere på øen, men også hvad angår deres erfaringer med og nuværende indsats for entreprenørskab i undervisningen. Nogle øer har arbejdet med entreprenørskab i undervisningen igennem længere tid, hvorimod det for andre øer er et forholdsvist nyt og ukendt område. Det vil sige, at selvom der i rapporten generelt på alle øer forudses en stigning i antallet af elever og studerende, der modtager entreprenørskabsundervisning samt en stigning i antallet af ansøgere til et Mikrolegat – forudsat en særlig indsats på området – så er deres udgangspunkt og dermed også deres prognoser forskellige.

Rapporten byder desuden på en række anbefalinger, på en række overordnede områder, til hver af de syv øer. Det er tydeligt, at der er et stort potentiale på øerne, og med relativt få midler kan man integrere entreprenørskab i undervisningen og støtte opstart af studerendes iværksættervirksomheder. Det afgørende er dog, at øerne iværksætter en målrettet indsats og at de unge møder entreprenørskab allerede under deres uddannelse, hvis øsamfundet skal have gavn af udviklingen, og hvis der skal skabes flere innovative medarbejdere og iværksættere på de nordiske øer.

Læs mere om analysen og hent rapporten her.

 

Artikelens forfattere:

Susanne Kærn Christiansen
Tilde Reffstrup

Relevant uddannelse og stringent evaluering

Af Kåre Moberg, Seniorforsker ved Fonden for Entreprenørskab


Er det muligt at vurdere effekten af entreprenørskabsundervisning? Nogle vil sige, at det er ret simpelt, mens andre opfatter det som nærmest umuligt. De fleste forskere lægger sig et sted imellem disse to standpunkter.

Uden at hænge nogen ud må jeg indrømme, at jeg er ret skeptisk overfor den måde, hvorpå mange evalueringsstudier udføres i dag. Samtidig synes jeg afgjort, at det er vigtigt, at vi øger vores fokus på denne aktivitet. Sagen er den, at vi står overfor utallige problemer, når vi forsøger at udføre evalueringsstudier, og at det er nærmest umuligt at tage dem alle i betragtning, fordi det, som vi som evaluatorer af undervisning forsøger at undersøge, har at gøre med menneskelige handlinger, som griber ind i komplekse sociale kontekster, og som er påvirket af en myriade af interne og eksterne faktorer. Det er vanskeligt at argumentere for, at vi kan bruge simple årsag-virkning sammenhænge her.

Artiklens forfatter Kåre Moberg
Artiklens forfatter Kåre Moberg

Så hvad kan vi i realiteten undersøge, vurdere og evaluere? Dette er en vedvarende diskussion indenfor forskningsmiljøet og refereres ofte til som ”relevans versus stringens”-diskussionen. På den ene side står de forskere, som argumenterer for, at den højeste standard indenfor videnskabeligt stringente evalueringsstudier er randomiserede kontrollerede forsøg (randomized controlled trials (RCT)). Og på den anden side står de forskere, som hævder, at den strenge nøjagtighed af RTC-metoden gør den ubrugelig til at undersøge noget som helst af relevans. I randomiserede kontrollerede forsøg udvælger man vilkårligt de deltagere, der skal modtage den specifikke undervisning, og matcher dem med en kontrolgruppe (en udførlig beskrivelse af metoden kan findes her og her). Kritikere af RCT-metoden siger, at det er nærmest umuligt at kontrollere for alle de faktorer, der påvirker undervisningsresultaterne. De argumenterer derfor ofte for, at man burde anvende en anderledes stikprøvemetode. Deres argument er, at man i stedet for at få en lille mængde information fra et stort antal respondenter burde fokusere sin undersøgelse på et mindre antal respondenter, fordi man ved at afsætte mere tid med hver enkelt respondent vil kunne opnå mere relevant viden. De deltagere, som ville blive udvalgt til en sådan undersøgelse, vil typisk være de deltagere, på hvem undervisningen har haft den største indvirkning – en såkaldt ekstrem stikprøvemetode (interessante perspektiver på dette kan findes her og her).

Vigtigheden af randomisering

Skønt jeg er enig i, at sidstnævnte tilgang kan frembringe relevant og værdifuld viden om den indvirkning, som specifikke undervisningstiltag har på deltagerne, kan jeg ikke se, hvordan denne type undersøgelser skulle kunne påvise effektiviteten af flere forskellige former for undervisning. Så længe den undervisning, som man ønsker at undersøge, ikke fordeles vilkårligt på deltagere, vil der ofte være et problem med selvselektionsbias, som så udvikler sig til et problem med overlevelsesbias, via den ekstreme stikprøvemetode, som anvendes. Det bliver derfor umuligt at sammenligne effektiviteten af forskellige former for undervisning.

Selv hvis et kursus eller undervisningsprogram er obligatorisk og ikke valgfrit, er det meget vanskeligt at vurdere dets effekt og indvirkning på deltagerne. Dette har at gøre med det faktum, at det nærmest er umuligt at kontrollere for alle de faktorer, som har indflydelse på undervisningsresultater (ja, jeg er nødt til at nævne det igen), og at det gælder, uanset om data er blevet indsamlet via korte spørgeskemaer eller via lange og omfattende kvalitative interviews. Den eneste måde at omgås problemet på er at anvende randomisering, altså vilkårlig udvælgelse. Hvis udsnittet er stort nok, og chancen for at modtage den specifikke undervisning er lige sandsynlig, så vil alle andre faktorer, som påvirker undervisningsresultatet, også være vilkårligt fordelt. Dermed vil det være lige sandsynligt, at faktorer, som påvirker undervisningsresultatet, forekommer i begge grupper (eksperimentgruppen og den matchede kontrolgruppe). Begivenheder, der påvirker f.eks. entreprenørielle intentioner, holdninger og tillid til egen formåen såsom venner eller familie, der starter egen virksomhed eller oplever at gå konkurs, vil med lige stor sandsynlighed forekomme for deltagere, som modtager denne undervisning (eksperimentgruppen), og deltagere, der ikke modtager undervisningen (kontrolgruppen).

Hvordan kan udfordringerne tackles?

Der findes i dag masser af evalueringsværktøjer, som både evaluatorer og undervisere kan bruge (en oversigt over eksempler kan findes her). Ved at kombinere disse værktøjer er det muligt at besvare en bred palet af forskellige forskningsspørgsmål. Det er altså ikke længere et spørgsmål om, hvordan vi måler resultaterne, men snarere hvordan vi skaber overblik over og mening med samlingen af data.

Naturligvis bør den anvendte metode afspejle de spørgsmål, som undersøgelsen søger at besvare, og normalt vil en blandet metodetilgang frembringe den mest interessante viden. Men når det kommer til at evaluere effektiviteten og brugbarheden af forskellige undervisningtiltag, er det i mine øjne nødvendigt at følge de grundlæggende principper i RCT-metoden, uanset hvor vanskeligt dette måtte være. Som evaluatorer er vi nødt til at være kreative, når vi udformer vores evalueringer af undervisningsprogrammer. En måde at bruge randomisering, samtidig med at man sikrer, at alle deltagere belønnes ligeligt, er at anvende en “in-phase” randomiseringsmetode. Det vil sige, at man udvælger vilkårligt, hvem der først modtager undervisningen, og hvem der efterfølgende modtager den. Hvis randomiseringen udføres på det institutionsniveau, vil det også være muligt at følge deltagerne over længere tid, da det vil være et nyt sæt deltagere, der fungerer som hhv. eksperiment- og kontrolgrupper.

Er det umagen værd?

Men er det virkelig så nødvendigt, at vi udfører stringente og relevante evalueringsstudier af undervisning? Ja, ifølge de næsten 10 mio. deltagende respondenter i en FN-undersøgelse påbegyndt i 2015, er uddannelse det vigtigste ud af 16 mulige områder, som spænder fra adgang til rent vand, jobs og sundhedsvæsen til demokrati og klimaspørgsmål. Som jeg ser det, er vi således forpligtede til at udføre videnskabeligt stringente evalueringer, som frembringer relevant viden. Det bliver ikke nemt, men for at fremme vores forståelse for, hvordan undervisning bedst udformes og gives, er det vigtigt, at vi løfter opgaven.

Skaber entreprenørskabsundervisning flere iværksættere?

Pernille Berg, fil.dr. og Kåre Moberg, ph.d., Forskning & Analyse, Fonden for Entreprenørskab


Det er som oftest det spørgsmål, der altid stilles, når debatten omhandler entreprenørskabsundervisning. Formuleret lidt anderledes, virker det?

Spørgsmålet, om entreprenørskabsundervisning reelt set skaber flere iværksættere, er ikke nyt. Tværtom har flere studier gennem de sidste årtier forholdt sig til netop dette spørgsmål. Det har dog ikke været et let spørgsmål at besvare. Dertil kommer, at forskningsresultaterne til tider viser forskellige mønstre. Det har betydet, at spørgsmålet tit har stået lidt ubesvaret og som oftest omformuleret til at se på entreprenørielle kompetencer og intentioner.

Vi vil dog i dette indlæg gøre et forsøg på at folde svaret på spørgsmålet lidt ud. Og ja, entreprenørskabsundervisning skaber flere iværksættere. Hvis det altså bliver gjort rigtigt.

Pernille Berg og Kåre Moberg
Artiklens forfattere Pernille Berg og Kåre Moberg

Spørgsmålet er dog ikke let at besvare. Udfordringen har blandt andet været manglen på longitudinelle studier, hvor man har fulgt elever og studerende over flere år. For at kunne besvare spørgsmålet kræver det nemlig, at elever og studerende er fulgt gennem en årrække. Da gennemsnitsalderen for førstegangs-iværksættere ligger mellem slutningen af 30’erne og starten af 40’erne (Delmar & Davidsson, 2005) – i Danmark er gennemsnitsalderen 38 år (ERST, 2011) – er sammenhængen mellem undervisning og opstart af egen virksomhed ganske svær at bevise. Udfordringen med at påvise en sammenhæng mellem entreprenørskabsundervisning og opstart af egen virksomhed er især vanskelig for entreprenørskabsundervisning på grundskole og ungdomsuddannelsesniveau, da tidsspændet fra undervisning og opstart af egen virksomhed er omfattende.

De fleste undersøgelser har derfor valgt at fokusere på variabler, der kan forudsige fremtidige entreprenørielle aktiviteter, som man kan måle på kort sigt, såsom entreprenørielle attituder, intentioner og selvtillid til at gennemføre entreprenørielle aktiviteter. Resultaterne af disse studier varierer alt efter hvilke slags entreprenørskabsforløb, de har målt effekten af. Et af de mere kendte studier viser eksempelvis, at entreprenørskabsundervisning har en negativ effekt på entreprenørielle intentioner. Studiet er gennemført i Holland af Oosterbeek, van Praag og Ijsselstein (2009). Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at de studerende i dette forløb arbejdede i grupper af mindst 10 studerende, og det kan sagtens være dette, som resulterede i den negative effekt. Med andre ord, undersøgelsens konklusion er måske ikke retvisende for effekten af entreprenørskabsundervisning.

En forskergruppe baseret i Canada viste eksempelvis for nylig i en metaanalyse af programevalueringer af entreprenørskabsundervisning, at undervisningen overordnet har en positiv effekt på entreprenøriel human kapital, altså de unges mod, selvindsigt, selvtillid og udholdenhed.(Martin, McNally og Kay, 2013).

Når entreprenørskabsundervisning virker

Vores egne studier bakker op om resultatet af denne metaanalyse, da vores analyser viser, at undervisning i entreprenørskab – både på grundskole-, ungdomsuddannelses- og videregående niveau – har en positiv indflydelse på elevernes og de studerendes entreprenørielle attituder, intentioner og selvtillid til at gennemføre entreprenørielle aktiviteter. Vores fokus har dog heller ikke været at forsøge at besvare spørgsmålet om det virker eller ej, da vi har vurderet det som mere interessant at undersøge, hvad som virker, hvorfor det virker og for hvem det virker.

Vi har derfor altid sammenlignet forskellige tilgange til entreprenørskabs- og innovationsundervisning og sammenlignet effekterne af mange forskellige forløb.

Vi kan derfor besvare spørgsmålet ”Skaber entreprenørskabsundervisning flere iværksættere?” med, at det kommer an på, hvordan denne undervisning foregår.

På grundskole- og ungdomsuddannelsesniveau ser vi, at entreprenørskabsundervisning, der har et stærkt fokus på mere bløde kompetencer såsom kreativitet, proaktivitet og handlingsrettede færdigheder, har en positiv indflydelse på elevernes skoleengagement. På den anden side har en sådan entreprenørskabsundervisning en negativ sammenhæng med elevernes entreprenørielle intentioner. Omvendt forholder det sig med undervisning, der fokuserer på de mere hårde og kodificérbare entreprenørielle færdigheder, såsom forretningsplaner og hvordan man vurderer forretningsidéer. Som lærer og skole må man altså overveje hvilket resultat, man ønsker undervisningen skal skabe. Fra forskningen ved vi også, at man som lærer og institution skal være bevidst om, at der ikke findes særlig meget viden om, hvilken effekt entreprenørielle intentioner har på elever i den alder. Derimod viser mange undersøgelser, at der er en meget positiv sammenhæng mellem skoleengagement/skoleglæde og unge elevers fremtidige socioøkonomiske adfærd.

Investor Ball 2015

I vores seneste undersøgelse, som fokuserede på Company Programme-forløb i otte europæiske lande, var vores fokus at undersøge, hvilke undervisningsmetoder som havde den mest positive indflydelse på elevernes tillid til egne evner i forhold til at udføre entreprenørielle aktiviteter, samt deres skoleengagement og motivation. Company Programme har typisk fokus på både bløde og hårde entreprenørielle færdigheder, så det er derfor ikke overraskende, at vores resultater viser, at forløbet havde positiv indflydelse på både entreprenørielle intentioner og skoleengagement. Vi kunne dog se, at det især var betydningsfuldt, at forløbet fandt sted som en enkeltstående aktivitet, og at autentiske opgaver stillet af det lokale erhvervsliv samt formativ feedback gav en særligt god effekt. Dette hænger tæt sammen med værdiskabelse som et centralt element i entreprenørskabsundervisning. De faktorer, der havde en mindre positiv effekt i vores undersøgelse, var, når undervisningen blev varetaget af iværksættere, og hvor der var stærkt fokus på forretningsplaner.

På videregående niveau viser vores studier, at entreprenørskabsundervisning, der har stærkt fokus på de studerendes egen baggrundsviden, interesser og motivationer, samt at de har lov til at gennemføre deres eget entreprenørielle projekt, har en meget positiv indflydelse på antallet af studerende, der starter nye virksomheder. De programmer, der har mere fokus på at undervise i entreprenørskab ved, at de studerende arbejder med et eksisterende innovationsprojekt i etablerede virksomheder, har en meget negativ effekt på antallet af studerende, der starter egen virksomhed. Det skal dog understreges, at vi i denne undersøgelse kun har fulgt de studerende i en toårs periode, så det er for tidligt at konkludere, hvilken effekt disse undervisningstilgange faktisk har på de studerendes adfærd på længere sigt.

Vi kan dog afsløre, at der findes et par velkendte longitudinelle studier, der har fokuseret på at besvare spørgsmålet ”Skaber entreprenørskabsundervisning flere iværksættere?” Et af de mere kendte er lavet af de amerikanske forskere Charney og Libecap. Charney og Libecap indsamlede data på et entreprenørsprogram over en 10-års periode for at kunne undersøge, i hvilken udstrækning programmets dimittender blev iværksættere. Deres resultater viste, at sandsynligheden for, at disse dimittender arbejdede i en nystartet virksomhed, var 300% højere sammenlignet med kontrolgruppen. Det er dog vigtigt at understrege, at den deltagende kontrolgruppe primært bestod af studerende inden for samfundsvidenskab, og disse er typisk overrepræsenterede hvad angår beskæftigelse inden for den offentlige sektor. På ungdomsuddannelsesniveau har de svenske forskere Elert, Andersson og Wennberg undersøgt hvilke longitudinelle effekter, som Company Programme har haft på svenske elever. Deres resultater viser, at der er signifikant flere elever, som har deltaget på et Company Programme-forløb, der efterfølgende blev iværksættere.

Så ja, vi kan med forskningsviden besvare spørgsmålet ganske klart: Entreprenørskabsundervisning skaber flere iværksættere. Og entreprenørskabsundervisning fremmer også de entreprenørielle kompetencer, som er essentielle i såvel eksisterende som nye virksomheder.

 

Datagrundlag/kilder:

Charney, A. & Libecap, G. D. 2000. The Impact of entrepreneurship education: An evaluation of the Berger entrepreneurship program at the University of Arizona, 1985-1999. Final report to the Kauffman Center for Entrepreneurial Leadership.

Elert, N., Anderson, F., Wennberg, K. 2015. The impact of entrepreneurship education in high school on long-term entrepreneurial performance.  Journal of Economic Behavior and Organization

Delmar, F. & Davidsson, P. 2000. Where do they come from? Prevalence and characteristics of nascent entrepreneurs. Entrepreneurship & Regional Development, 12, 1-23.

ERST. 2011. Iværksætterindex 2011 – Vilkår for iværksettere i Denmark. Erhvervs- og Byggestyrelsen.

Martin, B., J. McNally, & Kay, M. 2013. Examining the Formation of Human Capital in Entrepreneurship: A Meta-Analysis of Entrepreneurship Education Outcomes. Journal of Business Venturing, 28(2), 211-224.

Oosterbeek, H., Van Praag, C.M. & IJsselstein, A. 2009. The impact of entrepreneurship education on entrepreneurship skills and motivation. European Economic Review, 54, 442-454.