Entreprenørskab som vækstmotor for nordiske øer

Af Tilde Reffstrup, Projektleder, Fonden for Entreprenørskab og  Susanne Kærn Christiansen, Projektkoordinator, Fonden for Entreprenørskab


Trods mange gode bud på, hvad vi skal leve af i Norden, og hvordan vi skal skabe vækst, er én ting sikker: Vi skal leve af den næste generation.

Vi lever i dag i en uforudsigelig og hurtigt skiftende verden. Moderne samfund ændrer karakter, og vi går fra at skulle leve af de klassiske fag og traditionelle erhverv som fiskeri, håndværk og industri til et mere viden- og innovationstungt samfund, hvor også de traditionelle erhverv ændrer karakter, blandt andet i retning af at blive stadig mere viden- og innovationstunge. Det betyder, at arbejdslivet for mange af os og de kommende generationer kommer til at se meget anderledes ud i fremtiden, og det vil kræve nye kompetencer som fx evnen til at kunne tænke nyt og evnen til at kunne håndtere usikkerhed.

I de nordiske lande og selvstyreområder har demografiske ændringer og større afstand mellem by og land bidraget til særlige fælles udfordringer for især de afsidesliggende og ofte tyndtbefolkede områder, som fx øer. Specielt unge, som har høje ambitioner for deres karriere og ønsker en videregående uddannelse, vælger at flytte væk fra øerne og kommer måske ikke tilbage, blandt andet fordi der er for få arbejdspladser og de virksomheder, der forsvinder, ikke erstattes af nye i samme tempo.

Nogle steder er situationen så kritisk, at forandring er en akut nødvendighed. Det bliver stadigt tydeligere, at fremtidens velfærd i de nordiske ø-samfund og tyndtbefolkede områder afhænger af vores – og vores børns – evne til at tænke nyt, se muligheder og omsætte idéer til handling og værdi for andre. Med andre ord; der er på de nordiske øer brug for unge iværksættere og entreprenante medarbejdere.

Fonden for Entreprenørskab/Edison

Fra danske erfaringer til nordiske anbefalinger

Forandringen sker selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden på de nordiske øer, men processen kan påbegyndes ved at skabe gode vilkår for unge iværksættere og give unge evnerne og kompetencerne til at tænke nyt.

Netop på den baggrund valgte Fonden for Entreprenørskab i 2016, i et samarbejde med Nordisk Ministerråd, at igangsætte et 1-årigt pilotprojekt for at kortlægge syv udvalgte nordiske øers eksisterende indsatser for entreprenørskab i uddannelserne. Og med afsæt i kortlægningen at identificere øernes potentialer gennem estimerede prognoser for entreprenørskabsundervisning samt for uddelingen af Mikrolegater til studerende med en god idé. De syv øer i projektet er Andøy i Norge, Pargas i Finland, Bornholm i Danmark, Færøerne, Grønland, Gotland i Sverige og Island.

Fonden for Entreprenørskab har i en årrække arbejdet med at øge udbredelsen af entreprenørskabsundervisning i det danske uddannelsessystem og sikre sammenhængen med de muligheder, som unge mennesker har for at starte egen virksomhed. Erfaringerne viser, at et øget fokus på entreprenørskab i uddannelserne og et godt iværksættermiljø kan stimulere økonomisk vækst og udvikling.

I den netop publicerede rapport ’Nordic Entrepreneurship Islands’, der er resultatet af det 1-årige pilotprojekt, præsenteres de eksisterende politiske og uddannelsesmæssige tiltag for entreprenørskab på hver ø. Og med afsæt i kortlægningen samt i erfaringerne fra Danmark gives et bud på en prognose for hver øs udvikling over en 5-årig periode.

 

Nordiske øer er fulde af potentiale

De syv øer er i udgangspunktet yderst heterogene størrelser. Både når det gælder omfanget af skoler og indbyggere på øen, men også hvad angår deres erfaringer med og nuværende indsats for entreprenørskab i undervisningen. Nogle øer har arbejdet med entreprenørskab i undervisningen igennem længere tid, hvorimod det for andre øer er et forholdsvist nyt og ukendt område. Det vil sige, at selvom der i rapporten generelt på alle øer forudses en stigning i antallet af elever og studerende, der modtager entreprenørskabsundervisning samt en stigning i antallet af ansøgere til et Mikrolegat – forudsat en særlig indsats på området – så er deres udgangspunkt og dermed også deres prognoser forskellige.

Rapporten byder desuden på en række anbefalinger, på en række overordnede områder, til hver af de syv øer. Det er tydeligt, at der er et stort potentiale på øerne, og med relativt få midler kan man integrere entreprenørskab i undervisningen og støtte opstart af studerendes iværksættervirksomheder. Det afgørende er dog, at øerne iværksætter en målrettet indsats og at de unge møder entreprenørskab allerede under deres uddannelse, hvis øsamfundet skal have gavn af udviklingen, og hvis der skal skabes flere innovative medarbejdere og iværksættere på de nordiske øer.

Læs mere om analysen og hent rapporten her.

 

Artikelens forfattere:

Susanne Kærn Christiansen
Tilde Reffstrup