Få mest ud af det gode skole-virksomhedssamarbejde

Skole-virksomhedssamarbejde er populært – men er det spild af ressourcer, eller kan det skabe værdi for skolerne, elever, lærere og virksomheder? Ja, lyder det fra Fonden for Entreprenørskabs direktør Christian Vintergaard og Anders Rasmussen der er chef for grundskole og ungdomsuddannelser i Fonden. Men det kræver tid, planlægning og viden, hvis samarbejdet skal give værdi.


Af Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab og Anders Rasmussen, chef for grundskole & ungdomsuddannelser i Fonden for Entreprenørskab


Et af de store temaer inden for skoledebatten er skole-virksomhedssamarbejde.

Skolerne vil gerne sikre, at deres elever og lærere skaber kontakt med verden uden for skolen, og virksomheder vil gerne bidrage med inspirerende og lærerige forløb inden for temaer, de har interesse og kvalifikationer indenfor.

Men skaber skole-virksomhedssamarbejde værdi, eller er det spild af tid og ressourcer?

I dette blogindlæg vil vi komme med en række anbefalinger for, hvordan disse samarbejder skaber både lærerige oplever for elever og lærere og hvor virksomheder føler, at de gør en forskel i samfundet og bidrager til elevernes læring.

Anbefalingerne bygger på vores erfaringer med kompetenceopbyggende forløb inden for entreprenørskab i regi af Fonden for Entreprenørskab og for de tekniske og digitale områder i regi af Teknologipagten.

1+1=3

Skole-virksomhedssamarbejde kan indeholde væsentlige gevinster for både skoler og virksomheder – særligt en masse gode og lærerige oplevelser for eleverne.

Ofte bidrager samarbejdet også positivt til virksomhedens image, den lokale forankring og til de ansattes selvforståelse og fornemmelse af at bidrage til ”noget større”. Mange virksomheder ønsker derfor at deltage i samarbejder med skoler, og der er rundt om i landet oprettet en række initiativer, som hjælper med at gøre samarbejdsrelationerne funktionelle og som sikrer det faglige og læringsmæssige udbytte. For eksempel har en række kommuner ansat playmakere, som formidler kontakter imellem skoler og virksomheder, hvilket reducerer de ressourcer, som parterne selv skal bruge for at lave konstruktive samarbejder.

Der er kommet mange gode forløb ud af skole-virksomhedssamarbejder og mange personer har ydet store indsatser, for at eleverne har kunnet få ekstra oplevelser, faglige input, inspiration og perspektiver på virkelighed, karriere og arbejdsliv.

Udover forløb, der har innovation og entreprenørskab som omdrejningspunkt, omhandler en lang række skole-virksomhedssamarbejder i dag de tekniske og naturvidenskabelige fag. Samarbejdsrelationerne er centreret om at virksomheder har faciliteter, udstyr og viden, som skolen ikke selv har mulighed for at tilbyde. På den måde udvider virksomhederne skolernes læringsrum. Mange af disse forløb er også baseret på et eksplicit ønske om at styrke elevernes interesse og viden indenfor STEM-området. Ønsket om at påvirke elevernes erhvervsvalg er ligeledes blevet et legitimt mål i samarbejdsrelationerne.

På Undervisningsministeriets læringsportal (EMU) fremgår det at:  ”Formålet med skole-virksomhedssamarbejde er at bidrage til elevernes læring og trivsel ved at give dem mulighed for at lære på flere forskellige måder. Det kan for eksempel ske ved at styrke koblingen mellem teori og praksis i undervisningen. Skole-virksomhedssamarbejdet kan tage udgangspunkt i virkelighedsnære og anvendelsesorienterede problemstillinger, der af eleverne opleves som relevante og interessante. Et virksomhedssamarbejde kan dermed supplere og understøtte undervisningen i fagene ved at give eleverne tid og mulighed for i praksis og sammen med virksomheden at afprøve de færdigheder og kompetencer, som de har tilegnet sig i undervisningen i fagene.” 

Således er skole-virksomhedssamarbejde ikke tænkt som et alternativ til den faglige undervisning, men netop som en aktivitet der skal give andre muligheder og rammer for fagligheden. Herudover kan skole-virksomhedssamarbejdet give variation og differentiere undervisningen, og endeligt understøtte emnerne ”uddannelse og job” samt ”innovation og entreprenørskab”.

Samtidig giver skole-virksomhedssamarbejdet god mulighed for, at eleverne kan møde rollemodeller som adskiller sig fra dem, de ellers møder i skole- og fritidsliv. Eleverne har også mulighed for at interagere og få faglig sparring fra personer, der har professionel indsigt inden for et felt. Således er en del samarbejdsrelationer i dag præget af, at eleverne kan trække på virksomheder og ansattes viden og specialer. Mange virksomheder stiller således velvilligt tid og ressourcer til rådighed i forbindelse med at elever søger hjælp til deres entreprenørielle projekter.

Det skulle være så godt, men så er det faktisk svært

Om end vi mener, at man altid bør påskynde når oververden ønsker at bidrage til en bedre skole, så har det vist sig, at det ikke er uden udfordringer.

Særligt har vi observeret problematikker når:

1) Aktiviteter ikke matcher formålet med undervisningen

2) Ringe dokumentation af effekterne ved aktiviteterne

3) Aktiviteter ikke er bundet op på faglige mål i skolen

4) Eksterne oplægsholdere ikke har den nødvendige pædagogiske forudsætning

5) Lærerne finder det svært – og de føler at de mangler de didaktiske kompetencer til at indgå i samarbejderne.

Forskningen på området er desværre ikke særligt udbredt. En enkelt Ph.d.-afhandling på området (Thomsen 2016) konkluderer at[i]: Resultaterne peger samlet set på, at elevernes møde med udstyr, medarbejdere og jobfunktioner har betydning for deres interesse for naturfag og naturvidenskab ligesom både varighed og autenticitet spiller en afgørende rolle for elevernes læringsudbytte”.

Da Fonden for Entreprenørskab blev skabt i 2010, var der i forvejen en række aktiviteter i gang på de forskellige niveauer i uddannelsessystemet. Nogle af disse var baseret på camps, hvor elever og studerende skulle løse konkrete udfordringer med eksterne partnere, særligt virksomheder. Det har betydet at mange uddannelsesinstitutioner og kommuner siden har baseret deres entreprenørskabsforståelse på netop denne case-metode.

Dette har haft den uhensigtsmæssige sideeffekt, at skole-virksomhedsarbejde er blevet synonymt med entreprenørskabsundervisning. Samtidigt viser undersøgelser at den casebaserede tilgang til undervisning efterlader kortvarig interesse for eleverne, men ikke varig læring eller interesse (Barakat et al., 2010[ii]). Omvendt viser vores undersøgelser at elever fastholder interesse og opnår mere læring hvis de arbejder med deres egne projekter og ideer.  Effekten af entreprenørskabsundervisning er således størst, hvor eleverne selv er engagerede og hvor de føler, de har ejerskab over deres ideer, løsninger og produkter (Moberg, 2014[iii]).

Korte og enkeltstående forløb sætter tilsyneladende ikke de store spor, hverken fagligt eller i forhold til specifik faglig interesse. Det kunne tyde på at samarbejder skal fastholdes over en vis tid og ikke bare bestå af et enkelt besøg eller at en ekstern leverer et enkelt oplæg for klassen på skolen. Ligeledes peger forskningen på, at virkelige og realistiske (i elevernes øjne) udfordringer og oplevelser spiller en rolle for effekten.

Såfremt man arbejder med casebased learning er det at stille de ”rigtige” udfordringer og opgaver for eleverne af største vigtighed. Det skal således både forekomme eleverne autentisk, men også åbne for forskellige løsninger og ideer som eleverne kan føle ejerskab til (Moberg, 2014). Det sætter store krav til planlægningen af forløbene og for de udfordringer og aktiviteter som skal indgå i disse.

Fonden for Entreprenørskabs forskning viser at elevernes udbytte af entreprenørskabsundervisning med eksterne partner har den største effekt, hvor lærere og eksterne sammen planlægger forløbet med inddragelse af både virksomhedens specifikke faglige viden og lærerens pædagogiske viden om tilrettelægning og strukturering af samarbejdet (Moberg, 2017[iv]).

For et par år siden havde vi lejlighed til at indgå i et paneuropæisk forskningsprojekt, som blandt andet havde til formål at undersøge effekterne af at inddrage erhvervslivet (og i nogle tilfælde helt overtage) undervisningen. Resultaterne viste (måske ikke overraskende) at personer uden formel pædagogisk træning havde svært bidrage til hele klassens læring. Således var der en tendens til at de eksterne undervisere brugte deres opmærksomhed på de elever som i forvejen havde interessen (Moberg, 2015[v]). Omvendt viste undersøgelsen at hvis den faste lærer tilrettelagde og gennemførte undervisningen sammen med den eksterne havde det en høj effekt.

Principper for det gode skole-virksomhedssamarbejde

På baggrund af ovenstående – og de mange erfaringer der over tid er gjort, har vi forsøgt at opstille nogle principper for det gode skole-virksomhedsarbejde. Principperne er vigtige, både for skoler og samarbejdspartnere og kan ses som et supplement til de mange manualer der ligger på kommuners og andre organisationers hjemmesider.

Vi håber at se endnu flere skole-virksomhedssamarbejder, der bygger på principper om gensidig værdiskabelse, i fremtiden.

1. Samarbejdet bør så vidt muligt være forankret på ledelsesniveau
Det kræver ressourcer og organisering at lave gode skole-virksomhedssamarbejder og det kan ikke lade sig gøre uden at ledelsen er involveret på begge sider. Samtidig er relationerne mellem skoler og virksomheder mindre sårbare, hvis det har en forankring på ledelsesniveau.

2. Der skal være en tydelig forankring i skolens fag og faglighed
Hvis ikke skole-virksomhedssamarbejdet har et relevant og tydeligt planlagt fagligt indhold – og det ikke er koblet til den øvrige faglige undervisning, risikerer samarbejdsoplevelserne blot at være et afbræk fra undervisningen snarere end en oplevelse som understøtter denne.

3. Værdien er størst, hvis skole og virksomhed sammen planlægger forløbet
Fondens forskning tyder på at effekten af undervisningsforløb med ekstern involvering, har den største effekt, når planlægning og udførelse er skabt i samarbejde og med fælles anerkendelse af henholdsvis faglige og pædagogiske kompetencer.

4. Eventuelle cases og udfordringer bør være så realistiske som mulige og åbne for flere forskellige løsninger
Det sætter store krav til planlægningen og til de involveredes viden om elevernes faglige forudsætninger og deres taksonomiske niveau. Elever lærer ikke meget af at skulle løse problemer som ligger langt under eller udenfor deres faglige rækkevidde.

5. Hvis lærerne ikke har tid eller er motiverede, så lad hellere være
Obligatoriske og centralt bestemte forløb som lærerne alligevel ikke kan se meningen med, er ødelæggende, både for relationerne – samarbejdet og for elevernes faglige udbytte.

6. Det er ikke spor let – heller ikke selvom mange antyder det
Det kræver vilje, energi og ressourcer fra alles side at lave et godt skole-virksomhedssamarbejde. Ressourcerne skal kunne retfærdiggøres i form af læring, viden, indsigt og relevante undervisningsaktiviteter. Det skal således bidrage med noget særligt, både fagligt og evt. til de tværgående emner i skolen.

Litteratur

[i] Thomsen V A, 2016: Eksterne partnere i naturfagsundervisningen: Skole-virksomhedssamarbejde – elevers læringsudbytter i naturfag ved samarbejde med virksomheder og mødet med autentisk praksis uden for skolen PhD afhandling DPU, Aarhus Universitet.

[ii] Barakat, S., Boddington, M. & Vyakarnam, S. 2014 Measuring entrepreneurial self-efficacy to understand the impact of creative activities for learning innovation, The International Journal of Management Education.

[iii] Moberg, S.K. 2014. Assessing the impact of entrepreneurship education: From ABC to Ph.D. Doctorial thesis, Department of Strategic Management and Globalization, Copenhagen Business School.

[iv] Moberg, S.K. 2017. The influence of an entrepreneurship programme with a flexible but structured design at the secondary level of education and the teacher’s role and importance: Results from an ongoing Randomised Controlled Trial. Conference Paper presented at RENT, Lund.   

[v] Moberg, S.K. 2015. JA Europe & MetLife evaluation report: Secondary school students 2014-2015 school year.