Forretning og gaming i Los Angeles – Lessons Learned

Takket være bl.a. Fonden for Entreprenørskab fik vi hos Plai mulighed for at deltage i en af verdens største gaming messer, E3. Turen har været skelsættende for os, og vi har opnået vores mål om at få aftaler i hus, etablere nye kontakter, og på første hånd opleve en af de vigtigste årlige begivenheder i vores branche. Vi vil gerne benytte dette blogindlæg til at dele ud af vores erfaringer og fortælle om de ting vi har lært på turen, samt ting der overraskede os eller vi skulle have vidst i forvejen.


Af Tobias Kastrup Andersen, CTO, Plai 


Den primære grund til, at vi besluttede os for at tage til E3 i Los Angeles, var for at knække entreprenørens evige problem: Hønen og ægget. For at kunne få kunder, skal vi have computerspil, de vil betale for, og for at få spilforlagene med om bord, skal vi have kunder til dem. Da det er svært at markedsføre en platform som Plai uden nogle spil at sælge, går vi forlags-vejen først. Vi har før klaret os med e-mailkorrespondance og Skype-møder fra Danmark, men E3 repræsenterede en unik chance for at have personlige møder med de mennesker, vi før kun havde skrevet med, og for at kunne gøre indtryk på de personer, der er vigtige for vores succes. Dette blev bl.a. gjort muligt af Fonden for Entreprenørskab, som var villig til at hjælpe os og dække nogle af udgifterne til vores adgang til messen.

 

Plai og E3

Plai er en computerspilsplatform, hvor vi tilbyder spil på en Pay-as-you-go basis, som vi kalder Pay-as-you-play. Platformen er snart klar til at blive releaset i en beta-version med begrænset adgang, men før det kan lade sig gøre, skal vi have spil at sælge derpå. For at udvide vores nuværende udvalg af spil, besluttede vi derfor at drage mod E3 i Los Angeles for at mødes med spilforlag og udviklere.

Selvom gamingbranchen er relativt ung, er dele af den stadig bygget på konservative principper, levn fra den traditionelle forlagsindustri. Vi følte derfor, vi potentielt havde en stor opgave på hænderne med at sælge Pay-as-you-play til forlagene, da det er en innovativ tilgang, de ikke har stødt på før. En fornemmelse der viste sig at være fuldstændig uberettiget.

Turen var lærerig, og vi vil gerne dele ud af de erfaringer, vi hos Plai har gjort os undervejs. Disse ting vil virke åbenlyse for nogle, men for sådan en som undertegnede, en teknisk medstifter der primært fokuserer på produktudvikling og ikke har så stærke soft skills som resten af medstifterne, kan det være rart at få en reminder, inden man tager på en tur, hvor salg og netværk er hensigten.

 

#1: Vær hvor folk er

Det virker som det mest åbenlyse i hele verden, og det er det skam også. Vi befandt os selvfølgelig på messen hele dagen hver dag den var åben, dukkede op til de møder vi havde booket, og besøgte alle stande på expoen for at fornemme, hvad der er populært og hvad der ikke er. Det der er mindre åbenlyst er, hvor man befinder sig uden for ”arbejdstiden”. Hvilket hotel man bor på, og hvor man får sin fyraftensdrink?

Vi var sent ude med vores bookings og var nødsaget til at bo på Hilton, 40 minutter væk fra LA Convention Center. Hvis man er til E3 for at lave forretning, er det rigtige valg dog at bo på JW Marriott, et hotel der ligger et stenkast fra LA Convention Center. Under E3 bliver JW Marriott forvandlet til den uofficielle business hall for E3. Lobbyen summer af forretning hele dagen, og vi havde mere end et møde der, da nogle deltagere tilbringer mere tid her end på selve messen. Man ved ikke, hvem af betydning man kan rende ind i sådan et sted. Man skal ikke undervurdere antallet af aftaler, der er kommet til verden grundet et tilfælde.

Da den sidste dag var overstået på E3, ville vi fejre indsatsen med en drink. Vi var tæt på at gå målrettet efter et sted med få mennesker, men besluttede i stedet at gøre det stik modsatte og gik på The Mixing Room, en cocktailbar der ligger i lobbyen på JW Marriott. Hvis vi ikke havde gjort det, var vi ikke rendt ind i vores forretningsmentor, som introducerede os til nogle andre og endte med at blive et underholdende netværksmøde. Øl blev drukket og visitkort blev udvekslet.

#2 Vær klar over din værdi

Det er let at blive forblændet af sit eget produkt og den værdi det skaber, og så glemme hvordan andre mennesker vil opfatte det. På den anden side kan det være ligeså let at undervurdere sit produkt og sig selv. Vores opgave var at sælge Pay-as-you-play til spilforlag af enhver størrelse. Det er en skræmmende opgave, og man begynder at forestille sig alle de negative kommentarer og spørgsmål, de kunne risikere at stille (især fordi andre interessenter har stillet spørgsmålstegn ved forlagenes interesse i Pay-as-you-play).

Virkeligheden er dog en anden: Spilforlagene vil ud til flere kunder i en monopol- og konkurrencepræget branche, og det kan vi give dem. Vi blev overraskede over, at der ikke skulle nogen overtalelse til, men at snakken i stedet faldt direkte på vilkår og tidshorisont i hvert møde.

 

#3 Kend forretningskulturen

E3 er et internationalt samlingspunkt med deltagere fra hele verden. Forskellige kulturer betyder også forskellige måder at lave forretning på. Forskellene er ikke store, men derimod små og subtile. Prøv at lave en smule research hjemmefra, så man i det mindste er lidt forberedt inden et vigtigt møde. Amerikanerne begår sig forsigtigt, og det er kutyme at være på den sikre side og underskrive en fortrolighedserklæring, inden man mødes for alvor. Nogle software-startups herhjemme render rundt med NDA’er i baglommen, men ikke os, og det kom bag på os, at vi skulle til at udarbejde en til at tage med (When in Rome…).

Prøv desuden at tænke over, hvor mange man deltager til møderne. At tage til E3 var en vigtig ting for os, og alle tre stiftere tog af sted, men møder endte med at blive 3-mod-1. Overvej hvem og hvor mange man skal mødes med, og hvilke kompetencer der er behov for til mødet, og tag en beslutning om hvem der skal repræsentere virksomheden.

Hjemme igen

Turen har været succesfuld, og vi er kommet hjem med mange nye aftaler og nye kontakter, som vi nu arbejder på at formalisere og færdiggøre. Blandt dem er tre distribueringsaftaler med tre forskellige forlag, og en advisor-aftale med en betydningsfuld rådgiver med mange års brancheerfaring og som selv har tacklet de problemstillinger, vi hos Plai står med.

Desuden har vi i den grad fået en oplevelse ud af at deltage i E3. Messen er fantastisk stor, fyldte hele LA Convention Center, og havde over 68.000 besøgene. Det gav os en endnu bedre fornemmelse for, hvor stor og alsidig vores branche er, og hvor mange mennesker vi vil kunne skabe værdi for med vores platform. Det er vigtigt at huske at have det sjovt, når man er på sådan en rejse, både for teamets og ens egen skyld. Husk altid at være udadvendt og imødekommende, når man møder nye potentielle partnere. Det kan være svært for nogle, men heldigvis kan det læres, ligesom alt andet.

Det har været en skelsættende tur for os, og den har i den grad været med til at skubbe snebolden. Vi vil tage de ting, vi har lært, med os, så vi fremover ikke begår de samme ”begynderfejl” igen og mere effektivt kan sprede budskabet om Plai.

 

Hvad er Plai?

Plai er en ny digital computerspilsplatform, hvor kunden kun betaler for den tid, han eller hun spiller i. Hvert spil på platformen har en fast timepris tilknyttet, og når kunden har spillet i lang nok tid, og betalt det der svarer til spillets originale købspris, stopper kunden med at betale og ejer nu spillet, da det er blevet afbetalt. Plai er en interaktiv afbetalingstjeneste for computerspil, et koncept som vi kalder Pay-as-you-play.