Hvad bidrager entreprenørskab med i den danske folkeskole?

Af Henrik Thise, projektleder, Fonden for Entreprenørskab


Entreprenørskabsundervisning er med til at gøre eleverne handlekompetente og forbereder dem til at kunne navigere i en kompleks verden. Vores samfund kræver i stigende grad omstillingsparate mennesker, der kan tænke nyt og se muligheder og potentialer, dér hvor andre ikke ser det, og omsætte deres viden til ny værdi – til gavn for andre.

Entreprenørskabsundervisning er med til at skabe bindeled mellem klasselokalet og det omkringliggende samfund, ved at eleverne lærer at bruge deres faglighed til at løse virkelige problemstillinger. Det kunne for eksempel være den lokale genbrugsplads, som søger nye kreative løsninger på, hvordan de får flere mennesker til at sortere deres affald mere bæredygtigt. For at løse problemstillingen skal eleverne indsamle viden om emnet gennem blandt andet undervisning og gruppearbejde. Med den viden og forståelse, de opnår herigennem, har de nu grundlag for at idégenere på den aktuelle problemstilling og komme med deres løsningsforslag.

I dette tilfælde kunne det for eksempel være pant på konservesdåser, affaldsscanner i hjemmet eller en social app, hvor man samler point for sorteret affald. Dette samarbejde mellem virksomheder og skoler bidrager ikke kun til elevernes entreprenante udvikling, men kan samtidig også være med til at kaste lys på nye og innovative potentialer og løsningsforslag til virksomhedernes problematikker.

Ud over denne projektbaserede form for entreprenørskabsundervisning kan man også arbejde mere fokuseret på de kompetencer, som er en forudsætning for at arbejde innovativt og entreprenant.

 

Hvordan kan Projekt Edison være med til at skabe handlekompetente elever?

Projekt Edison er en landsdækkende opfinderkonkurrence for elever i 6. og 7. klasse. Eleverne får her mulighed for at arbejde med deres kreativitet samt at træne og udvikle deres kompetencer inden for innovation og entreprenørskab. Formålet med konkurrencen er at styrke elevernes handlekompetence, kreativitetsforståelse, omverdensforståelse og relationelle kompetencer. Eleverne skal under et givent emne finde potentialer og problemstillinger, som de skal udvikle nye ideer på. Processen i Projekt Edison skærper elevernes samarbejdsevne og udvikler elevernes evne til at tænke i flere løsninger på samme problemstilling.

Processen i Projekt Edison kan tage mange former. Herunder er vist et eksempel på, hvordan en proces i projektet kunne forløbe, og hvilke fokusområder de kunne indeholde:

  1. Indsamle viden om den givne problemstilling
    Fokus: Samarbejde og kortlægning af viden.
  2. Idégenerering og udvælgelse af idé
    Fokus: Kreativ tænkning, divergent tænkning, samarbejde og tillid til hinandens idéer, kommunikation og afprøvning af sine idéer.
  3. Idéen sættes i værk, og der udvikles en prototype
    Fokus: Forståelse for omverdenen, at føre en idé ud i virkeligheden, at bidrage med værdi, eksperimentere og indsamle erfaringer.
  4. Evaluering og refleksion
    Fokus: Egen indsats, udvikling og læring.

Uanset hvordan man vælger at gribe processen an, er elevernes rolle central. De beskæftiger sig ydermere med virkelighedsnær læring, hvilket øger deres motivation og indsats.

”WHY” – en 6.klasses bud på mere sikker trafik i hverdagen

I år var emnet for Projekt Edison ”Bedre og mere sikker trafik” i samarbejde med GF Fonden. På Læssøesgades Skole i Aarhus har man deltaget i Projekt Edison siden 2012, og i år deltog blandt andre Nora, Thea, Mohammed, Alfred, Khaled og Aske fra 6. klasse. Deres idé, der omfattede armbånd og covers, som skal øge kendskabet til førstehjælp blandt børn, havde de døbt ”WHY – We Help You”

Eleverne havde blandt andet indsamlet viden hos Falck, Hjerteforeningen og hos Tryg Fonden. Gennem denne proces så gruppen et behov for at udbrede kendskabet til førstehjælp blandt børn, og derfor udviklede de en prototype på armbånd og mobilcovers, der illustrerer, hvordan man skal agere, hvis uheldet er ude. Som en del af processen gik gruppen i gang med at undersøge muligheden for at sætte deres idé i produktion, og det var ifølge gruppen sjovt og spændende at deltage i Projekt Edison.

Klassens lærer, Per Søndergaard, har flere gange deltaget i konkurrencen med forskellige klasser. ”Én af styrkerne ved Projekt Edison er, at eleverne lærer at arbejde på kanten af deres viden. Samtidig er konkurrencen med til at skabe sammenhæng mellem skole og virkelighed, ” forklarer han.

I 2016 deltog ca. 7000 elever i Projekt Edison og landsfinalen blev afholdt i Fredericia d. 17. november 2016 som en del af Danish Entrepreneurship Award.