Hvilke personlige karakteristika kan hjælpe dig som iværksætter?

Christian Vintergaard er adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab og evaluerer ca. 500 iværksætterprojekter årligt. Læs Christian Vintergaards 6 bud på personlige karakteristika hos iværksættere, som han mener tiltaler investorer og samarbejdspartnere – for det er ikke kun den gode idé, der tæller.


Af Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab


Hvis jeg skal investere i en forretning, så handler det om menneskerne. De skal have et specielt drive. De skal have ild i øjnene”.

Sådan lyder det fra Birgit Aaby i DR1’s programserie Løvens hule, når hun bliver spurgt om, hvordan hun foretager sine investeringer.

Som Birgit Aaby, taler mange om, at man som investor i høj grad investerer i menneskene bag den enkelte startup. I anden række kommer selve idéen, hvilket betyder, at mange også fortæller, at de hellere investerer i et godt team med en halvdårlig idé – end i en god idé med et dårligt team.

Man skulle tro, at forretningsidéen var det afgørende for, hvorvidt en investor vil investere i en virksomhed eller ej.

Sagen er blot den, at en idés form og indhold kan nå at ændre sig mange gange, inden det endelige fit findes mellem iværksætter og investor. Omvendt er personerne i teamet – og deres måde at være og opføre sig på – lidt svære at ændre ved.

Lidt tanker bag dette indlæg

Jeg har længe overvejet, om jeg skulle (læs: turde) skrive dette indlæg, da det at vurdere folks måde at opføre sig på hurtigt bliver en subjektiv vurdering. Mine personlige erfaringer har dog vist mig, at måden den enkelte iværksætter er på, har indflydelse på graden af deres succes. Gennem årene har jeg gjort mig nogle erfaringer om forholdet mellem iværksætter og investor, som jeg mener er vigtige at dele – og som måske kan tænkes ind i entreprenørskabsundervisningen og investorevalueringer.

Er der kemi og tillid?

Jeg oplever ofte, at man nøjes med at tale om teamets konkrete og dokumenterbare erfaringer og uddannelsesmæssige baggrund. Det bliver mest af alt en gennemgang af CV’et og en vurdering af uddannelse og erhvervsmæssige erfaring. Mindre tid bliver brugt på at tale om selve teamet, og dets måde at være på.

En del af årsagen kan være, at det kan være svært at sætte ord på. Det kan være svært at formulere, hvorfor man ikke tror på en given person, eller hvorfor man ikke kan se sig selv have en god relation med denne.

Det er lidt som til en ansættelsessamtale, hvor alt det formelle umiddelbart er som ønsket, men på det personlige plan, kan man ikke se et match. Kemien er der bare ikke. Det samme gør sig gældende, når fx en investor skal vurdere en startup: Er kemien og tilliden der?

I det lys mener jeg, at investoren, bevidst eller ubevidst, søger svar på to overordnede spørgsmål:

1) Kan jeg se min selv arbejde sammen med teamet?

2) Tror jeg, at iværksætteren eller teamet har en personlighed, som er nødvendig for at indgå i partnerskaber med andre?

Egne erfaringer

Hvert år møder og evaluerer jeg ca. 500 iværksætterprojekter. De fleste er unge iværksættere, men jeg har også glæden af at sparre med mere modne projekter, der er godt på vej. Jeg får indblik i en række teams og deres måder at agere og være på i deres møde med investorer og andre partnere.

Derudover har jeg mulighed for at følge med i, hvad der senere sker med projekterne og se, om de har nemt eller svært ved at finde partnere, som ønsker at involvere sig. Og jeg må sige, at jeg gang på gang observerer de samme tendenser, som har en positiv indflydelse på iværksætteres sandsynlighed for at indgå i samarbejder med investorer eller partnere:

  1. Konstruktiv modtagelse af feedback

Iværksætter- og investormiljøet er et meget givende miljø, og erfaringer og sparring er en naturlig del af dagligdagen. Som iværksætter skal man kunne agere på en positiv og modtagelig måde, hvis man skal tages seriøst. Jeg har enkelte gange oplevet iværksættere, der har taget feedback som et personligt angreb, og de har efterfølgende haft svært ved at skabe gode relationer.

Anbefaling: Se konstruktiv feedback som en mulighed for at finpudse din idé. Ikke al feedback kan eller skal bruges, men mød kritik og feedback med oprejst pande og husk at flere (og mere erfaringsrige) øjne kan rykke en hel del ved din idé – og i den rigtige retning. Hvis den, du ønsker skal indgå i et partnerskab og denne ikke med det samme forstår din idé eller dele af dit pitch, så er det din opgave at finde en bedre måde at præsentere den på.

  1. Viden om egne kompetencer og mangler

At skabe en virksomhed kræver en bred vifte af kompetencer – og alle kan ikke rummes i et enkelt menneske.

I et møde mellem iværksætter og investor opfattes det ofte negativt, hvis iværksætteren ikke har den fornødne selvindsigt til også at kunne vurdere egne svagheder i forhold til, hvad projektet i dets totalitet kræver. Det samme gælder hvis man som iværksætter har svært ved at inkludere andre personer (med de ”manglende” kompetencer) i teamet, eller generelt at se værdien i partnerskaber.

Anbefaling: Et godt sted at starte som iværksætter er at være åben for partnerskaber og også have en god indsigt i egne styrker, svagheder og erfaringer. Det opfattes tit negativt, hvis du ikke kan vurdere det samlede kompetencebehov i din startup og heri også vurdere egne evner som en del af dette. Det sidste man skal gøre er at prøve at overbevise en potentiel investor om, at man kan alt alene.

  1. Ønsket om at ville skabe noget stort, der gør en forskel

Som Birgit Aaby, ønsker investorer ofte at være del af noget stort, og en del af et team, som ønsker at udrette noget stort. Alle ved, at ikke alle drømme indfries, men hvis man ikke har ambitionerne, kan det være svært at få investorer med om bord. Investorer og partnere skal gerne kunne øjne sandsynligheden for en god forrentning som følge af deres indsats.

Anbefaling: Hvis man ønsker investorer med om bord, så kan det godt betale sig ikke at være bange for at tænke stort! Dette skydes primært at det kan være svært for den enkelte investor at tjene penge på investeringen, hvis ikke virksomheden har skaleringsønsker. Dette gælder naturligvis mest for egenkapitalinvesteringer.

  1. Ønske om at bidrage til andres projekter

Iværksættere som byder egne erfaringer til i andre projekter, klarer sig efter min erfaring bedre end dem som har nok i deres eget. Det handler primært om personer, der er dygtige til at skabe relationer og oparbejde social kapital. Det er de samme evner, som også bruges i deres egne projekter til at skabe relationer med øvrige samarbejdspartnere og investorer.

Anbefaling: Bidrag hvor du kan, og vær gavmild med din erfaring. Det vil blive langt nemmere for dig at skabe relationer med andre – og mulige investorer og samarbejdspartnere.

  1. Evnen til at rose andre og takke for hjælp

Med taknemmelighed kommer man langt. Særligt i starten af ens projektudvikling har man meget lidt at tilbyde – andet end takken og roser, man kan give til andre. Omvendt er det også min erfaring, at iværksættere som ikke viser at de værdsætter den hjælp, de får, kan have svært ved at klare sig, når også større tjenesteydelser senere skal gives. Da iværksættermiljøet er præget af, at man hjælper hinanden, kommer man længst med at bidrage til miljøet.

Anbefaling: Sig tak og vær taknemmelig for den hjælp du får. Så har man også lyst til at hjælpe dig en anden gang. Biddrag til andres projekter med relevante kontakter og unikke indsigter i det omfang det kan lade sig gøre.

  1. Opbygning af troværdighed

Alle samarbejdspartnere og investorer ønsker høj grad af troværdighed hos en iværksætter, når de indgår i et samarbejde. Troværdighed hos iværksætteren og dennes team skaber ro omkring de ting, der bliver lovet og de skaber også en vished om, at der er den fornødne viden og indsigt til at projektet bliver en succes.

Anbefaling: At opbygge troværdighed kræver en meget bred indsats. Her er nogle eksempler: 1) Investorer skal have kendskab til din branche, 2) og kendskab til konkurrenterne 3) de kende din virksomheds vigtigste nøgletal 4) have adgang til gode referencer fra tidligere partnerskaber, 5) kundedata 7) branchekendskab 8) og kendskab til de væsentligste risici ved projektet.

Kan det læres?

Kan disse måder at være på som iværksætter læres, hvis de ikke ligger naturligt til en? Jeg tror at nogle af de personlige karakteristika kan tilegnes, men der er naturligvis også elementer som ikke kan (eller skal) ændres ved, da der er tale om en del af ens generelle måde at være på.

Et sted at starte er gennem mere entreprenørskabsundervisning i skolerne og i uddannelserne, hvor der i undervisningen også bliver snakket om, hvordan man kan agere i mødet med mulige investorer eller samarbejdspartnere. Vil man gerne endnu tættere på miljøet, så kan man opsøge de mange startup-events, hvor både startups og investorer er gode til at dele ud af deres erfaringer.

Og hvem ved? Måske er din måde at være på allerede en, Birgit Aaby og andre investorer har lyst til at investere i?