Hvorfor går entreprenørskab ikke væk?

Det var spørgsmålet, jeg blev stillet som inspiration til at holde et oplæg for VIAs undervisere og uddannelseschefer inden påske i år omkring entreprenørskab som del af uddannelsesaktiviteter for de studerende.

Spørgsmålet gav anledning til en del refleksion. Umiddelbart er svaret ganske nemt at give: Entreprenørskab går ikke væk, fordi det giver mening for de studerende, når de først møder entreprenørskab som del af deres uddannelser.


Af Pernille Berg, Chef for Forskning, Analyse og Videregående Uddannelser, Fonden for Entreprenørskab


Men. Dette svar er for let og ikke helt korrekt, for nogle studerende bliver både frustrerede og skuffede, når de deltager i entreprenørskabsforløb, så ud over de anekdotiske oplevelser af elever og studerende, der ofte siger, at de nu forstår deres uddannelser og fagligheder på helt andre måder efter at have deltaget i entreprenørskabsforløb og for øvrigt ikke ville være foruden, så må svaret indeholde nogle flere aspekter og nuancer.

Udover de politiske og samfundsøkonomiske argumenter for, hvorfor vi skal fremme entreprenørielle kompetencer (se også blogindlægget Hvorfor egentlig entreprenørskab?) og det entreprenørielle mindset hos unge i dag, så er der også forskningsresultater, der påpeger effekterne af entreprenørskabsforløb hos elever og studerende.

Disse forskningsresultater (både danske og internationale) viser generelt, at entreprenørskabsundervisning øger elevers og studerendes lyst til at blive iværksættere og styrker deres tro på egne entreprenørielle kompetencer, samtidig med at deres entreprenørielle adfærd uden for skole og uddannelse påvirkes. Elever og studerende, som har deltaget i entreprenørskabsundervisning, vil have en øget sandsynlighed for at arbejde med innovation, at blive iværksættere og at blive ledere senere i livet.

Derudover er der også forskningsresultater, der dokumenterer, at entreprenørskabsforløb øger skoleglæden i form af skoleengagement og trivsel i forhold til klassekammerater.

Så noget tyder på, at det nemme svar ikke var helt hen i vejret: entreprenørskab går ikke væk, fordi entreprenørskabsdidaktik fremmer elevers og studerendes studieglæde, motivation og skaber værdi for dem senere i livet. Med andre ord: entreprenørskab går ikke væk, fordi det virker!

 

Entreprenørskabsdidatikkens univers

Når det så er sagt, så er der behov for at skærpe, hvad entreprenørskabsdidaktik er. Fra motivationsforskningen ved vi, at skole-/studieopgaver skal opfylde fem krav for at skabe engagement i læringen:

  1. De skal være sjove,
  2. De skal være autentiske,
  3. De skal foregå ved samarbejde,
  4. De skal give eleverne og studerende mulighed for at tage ejerskab over opgavernes udformning og
  5. De skal give mulighed for at bringe forskellige former for talenter i spil.

Der er to simple spørgsmål, som skal kunne besvares i forhold til at undervisning og læringsforløb bliver opfattet som meningsfulde:

  1. Hvad betyder dette for mig?
  2. Hvad kan jeg bruge dette til?

Hertil er det muligt at sige, at flere undervisnings- og læringsforløb opfylder disse elementer, så hvorved differentierer entreprenørskabsforløb sig så?

Udover ovenstående elementer, så adskiller entreprenørskabsundervisning og -læringsforløb sig fra andre undervisningsmetoder ved at have fokus på det tilladte ved, at elever og studerende gennem disse forløb også skærpes i at kunne identificere og handle på muligheder, eksperimentere, være nyskabende og se det at mislykkes som integreret del af den proces, de er i.

Graf til Hvorfor går entreprenørskab ikke væk

Når elever og studerende møder og deltager i forløb, der er tilrettelagt ud fra ovenstående elementer og principper, så får deltagerne større entreprenøriel selvtillid, og de oplever mening med deres uddannelse.

 

Så svaret er

Så svaret på spørgsmålet er, at entreprenørskab går ikke væk. Dels fordi elever og studerende får meget ud af at deltage i entreprenørskabsforløb. Dels fordi det skaber værdi på både den korte og lange bane.

Ligeledes er der p.t. fokus på dannelse og en erkendelse af, at unge mennesker skal have muligheden for at kunne skabe deres egen fremtid gennem deres uddannelser.

Denne øgede debat omkring dannelse, studieglæde og studierelevans skubber nok lidt til det fine spørgsmål, jeg fik stillet, så vi fremadrettet skal kunne svare på spørgsmålene: Når entreprenørskab ikke går væk, hvad er så entreprenøriel dannelse, og hvorledes sikres denne gennem uddannelserne?