Innovation i dansk som vej til kompleks skrivning

Kan man styrke 1. klasse-elevers handlekompetencer i innovative læringsforløb, samtidig med at de lærer at læse og skrive? Det var udgangspunktet for pilotprojektet Hitte På, som Nationalt Videncenter for Læsning har gennemført i samarbejde med bl.a. Fonden for Entreprenørskab, Nordea-fonden og fem folkeskoler i Kolding Kommune. Projektet har et dobbelt sigte: Dels skal eleverne udvikle innovationskompetencer, dels skal deres literacy-udvikling stimuleres på måder, hvor læsning og skrivning er knyttet til konkrete formål.


Af Peter Heller Lützen, faglig konsulent, Nationalt Videncenter for Læsning


Hitte På-projektet samtænker temaet om innovation og entreprenørskab i Fælles Mål med dansk i 1. klasse. Projektet er evalueret i en kompetencetest, som viser, at Hitte På-klasserne udviklede sig bedre i fremstilling end kontrolklasserne. De udtrykte sig med større iderigdom i et mere komplekst sprog, og deres udvikling hang ikke nødvendigvis sammen med deres staveudvikling. Det fortæller os, at det er en god ide at stimulere elevernes udtrykslyst, idegenerering og samarbejdsevner allerede i indskolingen.

 

Hitte På i Kolding

Hver af de fem skoler i Kolding fik i oktober 2015 en særlig innovationsvogn med værktøj, redskaber samt genbrugsmaterialer fra Skatkammeret, som er Kolding Kommunes pædagogiske ressourcecenter med genbrugsmaterialer fra lokale virksomheder. Samtidig samledes lærere fra de fem skoler til en opstartsworkshop, hvor de blev præsenteret for tre læringsforløb af hver 20-30 lektioners varighed, som de arbejdede med frem til marts 2016.

De tre læringsforløb omhandlede produktion af fagbøger, et bogstav-spil og skiltning omkring affald og skrald på skolen. I alle de tre forløb skal eleverne bruge viden, dokumentere behov, udvikle et produkt og præsentere det for andre. De vænnes dermed til at arbejde i nogle genkommende faser, som det kendes fra innovations-didaktikken, og de lærer at bruge kommunikative færdigheder i en praktisk sammenhæng.

Peter Lützen
Innovationsvognen er et rullende faglokale med værktøj og materialer, som kan rulles ind i klassen. Den gør det nemmere at sætte gang i de praktiske opgaver, uden at man skal forlade klassen. Hver Hitte På-skole fik en vogn med redskaber, værktøj og genbrugsmaterialer fra Kolding Kommunes pædagogiske ressourcecenter ”Skatkammeret”.

Innovation og dansk

I alle de tre forløb indgår en mængde kommunikative processer. Eleverne skal indsamle viden ved fx at interviewe og dokumentere, og de skal udvikle ideer i fællesskab, lave mind maps, post it-øvelser, udarbejde bøger, spil og skilte og præsentere det for andre. Eleverne går imidlertid i 1. klasse og kan ikke fx skrive deres interview-spørgsmål ned eller tage noter. Men de kan tegne, børneskrive og optage lyd med en iPad eller smartphone. De kan tegne og skrive enkeltord på post-it-sedler, når de skal lave ideudvikling, og de kan udarbejde en spilmanual for deres eget spil ved at kombinere tegning og tekst. I alle forløbene arbejder de således med multimodal fremstilling, læsning, skrivning, fortolkning og kommunikation.

De danskfaglige mål er på den måde indbygget i de overordnede innovationsmål. Eleverne skal ikke lave et interview for at mestre denne kommunikationsform, men for at få nødvendig viden om det produkt, de selv skal udvikle. Interviewet er et middel til at få viden med, samtidig med at det er et danskfagligt mål.

 

Lovende testresultat

Elevernes kompetencer i skrivning, tegning og ideudvikling blev testet før og efter indsatsperioden, og testen viser, at eleverne på Hitte På-skolerne blev dygtigere end elever på en række kontrolskoler.

Testen skulle sige noget om elevernes idé- og handlekompetencer samt deres evne til at udtrykke sig: Kan de finde på en realistisk idé, og har de nogle bud på, hvordan den kan realiseres, og kan de forklare den i et skriftsprog, som fx gør brug af kausale og temporale koblinger? Disse koblinger skal man bruge, hvis man på skrift skal begrunde, hvorfor en idé er god og original, eller skal beskrive i hvilken rækkefølge, den kan realiseres.

Testen viste, at Hitte På-klasserne udviklede sig signifikant bedre inden for denne ”innovative fremstillingskompetence”, uden at de var dårligere til de mere formelle aspekter af skrivning som fx stavning. Resultaterne viser herudover, at udvikling af den innovative fremstillingskompetence ikke nødvendigvis følger staveudviklingen. Det er altså ikke nødvendigvis sådan, at eleverne har styr på bogstaver og stavning først og derefter begynder at skrive ledsætninger, variere verberne eller lave koblinger mellem sætninger.

Peter Lützen
Styrkekortene skal bruges i en gruppedannelses-aktivitet. Kortene har både tekst og tegning og præsenterer forskellige karakteregenskaber som personlige styrker. Eleverne skal reflektere over, hvad karakteregenskaber er, og hvad de selv er gode til. Det stimulerer både deres personlige refleksionsevne, deres fiktionskompetencer og deres læsning.

Variation i dansk

Projektet viser med andre ord, at det har værdi at arbejde med de ’højere’ og mere indholdsorienterede elementer af skriftsproget, selvom vi har en stærk tradition for både i læremidler, evaluering og praktisk undervisning at fokusere meget på bogstaver, stavning og formelle aspekter af sproget. Her kan innovationsundervisning tilbyde en tiltrængt variation, som både er sjovere og mere udbytterig.

 

Fakta om projektet:
Hitte På-projektet er et innovationsprojekt gennemført af Nationalt Videncenter for Læsning i samarbejde med Nordea-fonden, Fonden for Entreprenørskab, Kolding Kommune, kommunikationsbureauet Welearn samt en række konsulenter og lærere.

Projektets formål er at gøre det tværgående tema Innovation og entreprenørskab i folkeskolens Fælles Mål konkret i faget dansk i 1. klasse (Undervisningsministeriet, 2014).

Fem projektskoler i Kolding har arbejdet med tre innovationsforløb.

Der er gennemført en test af alle deltagende elever samt en kontrolgruppe før og efter projektet. Testen har fokus på bl.a. idéudvikling og fremstillingskompetencer.

Læs mere på projektets hjemmeside www.hittepå.dk. Her finder du blandt andet de tre læringsforløb.

 

Yderligere links:

Læs mere om projektet hos Nationalt Videncenter for Læsning.

Læs om projektets resultater hos folkeskolen.dk.

Se Hitte På’s egen film om innovationsvognen.