Innovation i den virkelige verden

Ofte tror studerende, at rigtig innovation handler om at få en ide, andre ikke har fået før. Derfor bliver de også demotiverede og giver op, når de finder ud af, at deres nye ide slet ikke er så ny, som de tror. Men dette er en stor fejl, der bl.a. er forårsaget af den måde, hvorpå kreativitet forstås og defineres.


Af docent og Ph.d. Mikkel Snorre Wilms Boysen og pædagogstuderende Hege Luitgarde Winther Griffel.


Inden for kreativitetsteori og innovationsteori er der fokus på det nye. Et kreativt produkt defineres ofte som noget, der både er nyt og værdifuldt. Det samme er gældende for innovation. Men fokus på nyhed kan give nogle urealistiske forestillinger i forhold til innovation og kreative processer. For selvom man har fundet på noget nyt, vil der ofte være andre, der har fundet på noget lignende.

Det er sjovt at være innovativ, men det kan være et møjsommeligt arbejde at finde ud af, hvilke lignende ideer andre kreative sjæle har fundet på. Der er godt 7,5 milliarder mennesker på jorden, så omfanget af ideer og initiativer er uoverskueligt. Men det er denne møjsommelige fase, der ofte er den virkelig værdifulde. Det er her, man finder nye samarbejdspartnere og udvikler ideer, der kan blive værdifulde for samfundet. 

I den her artikel vil vi give et eksempel på en sådan udviklingsproces. Historien skal gerne give studerende, der arbejder med innovation og entreprenørskab, en større forståelse for innovationens anatomi. Ultimativt er håbet, at studerende med afsæt i denne case vil få øje på, at det er godt (snarere end det modsatte), at andre har fået en ide, der minder om den, man selv har fået. Dette giver nemlig potentielle samarbejdspartnere og større chancer for at løse reelle samfundsudfordringer.

En ide fødes  

Hege er pædagogstuderende og deltager på et modul, hvor de studerende skal udvikle velfærdsteknologi. I modulet skal de studerende arbejde sammen med et privat firma, der bl.a. benytter sensorer i deres teknologiske løsninger. Desuden medvirker Syddansk Universitet og multimedieteknikker-uddannelsen i Slagelse.

For at finde forbedringspotentialer i den pædagogiske praksis, besøger Hege og hendes gruppe ASK-klassen på Center for specialundervisning (CSU). Eleverne i ASK-klassen er multihandicappede og har brug for megen støtte.  

”Vi spurgte lærerne i klassen om, hvilke problemer de godt kunne tænke sig at få løst. Lærerne fortalte om udfordringer med tænd/sluk-kontakter. For at inddrage eleverne mest muligt bruger de elektriske køkkenmaskiner, som eleverne kan betjene med en tænd/sluk-kontakt. De viste os en stor rød knap, som forbindes med maskinen med en ledning. Ordningen giver flere problemer. Den kan være svær at betjene, hvis eleven har vanskeligheder med sine hænder. Nogle elever har desuden svært ved at forstå, at det er den samme bevægelse, de skal anvende for at tænde, som for at slukke”, fortæller Hege Luitgarde Winther Griffel.

Med udgangspunkt i det private firmas teknologi, udvikler Hege og hendes gruppe en ide til en kontakt, som via en sensor kan opfange en bevægelse og dermed tænde og slukke. En sådan anordning vil gøre det muligt at designe individuelle løsninger tilpasset den enkeltes handicap. Der er således mulighed for at gøre eleverne mere selvstændige og selvhjulpne. På CSU er de meget glade for perspektivet i en sådan løsning.

Ideer mødes

Hege præsenterer ideen ved forskellige arrangementer, herunder Fonden for Entreprenørskabs regionale konkurrence og ved lokale vidensmesser. Men hun mangler teknisk ekspertise til at komme videre med ideen. Først prøver hun at henvende sig til forskellige uddannelser, hvor der er teknologisk knowhow tilstede. Bl.a. henvender hun sig til DTU, hvor der er en søgebase, der kan benyttes til at præsentere et problem og invitere til samarbejde. Dette resulterer dog ikke i nogen henvendelser. Herefter skriver hun i en periode sammen med en underviser fra DTU. Men denne kontakt giver umiddelbart heller ingen fremdrift i projektet. Men Hege forsætter.

”Så kom jeg i tanke om en nordmand helt oppe i Nordnorge, som jeg havde mødt i 2009, da vi som familie rejste til Nordkap i vores ombyggede minibus. Vores bil gik i stykker, og mens vi ventede på at få sendt en speciel reservedel, boede vi i haven hos Torbjörn og hans familie. Torbjörn er pensioneret nørdet fysiklærer. Så ham skrev jeg til. Vi skrev en del sammen, men jeg tror ikke, jeg helt kunne følge med i de tekniske overvejelser, han gjorde sig. Så heller ingen løsning der,” fortæller Hege.

For at kvalificere ideen laver Hege nu en række filmoptagelser af eleverne på CSU og deres daglige udfordringer. Filmene skal bruges til at kvalificere arbejdet med at udvikle de rette teknologiske løsninger. Der er meget arbejde forbundet med dette. Tilladelser til filmoptagelser skal gives, m.m. Men under filmoptagelserne opstår pludselig en dialog med en lærer, som sender projektet i en ny retning.

”Læreren fortalte om et computersystem, der hedder Tobii, som hjælper handicappede med at kommunikere, ved at de kan aktivere bogstaver eller symboler ved at kigge på dem. Med den tanke i baghovedet gik jeg på nettet for se, hvad der fandtes af muligheder i forhold til tænd/sluk-knapper. Der var ikke ret meget at finde. Men jeg stødte på Elias og Frederik, som i forbindelse med deres studie på DTU var ved at udvikle en app, der kan gøre en smartphone eller tablet til en øjenstyret tænd/sluk-kontakt,” fortæller Hege.

Da Hege bliver opmærksom på mulighederne ved øjenstyring, går det op for hende, at der muligvis gemmer sig en løsning her, der er endnu bedre end løsningen med sensoren. Øjenstyring vil kunne give endnu flere handicappede elever på CSU mulighed for at være mere selvhjulpne. Ligeledes vil den app, som de studerende fra DTU er i gang med at udvikle, kunne indbygges i allerede eksisterende teknologi, såsom smartphones.  

Hege og hendes gruppes nye ide med sensoren viser sig altså at være overflødig, da en endnu bedre løsning er undervejs. Mange studerende vil i den situation blive skuffede og tænke ”så har det hele jo været spildt arbejde”. Men det tænker Hege ikke. Hege er bare glad for, at der nu er endnu større chancer for, at eleverne på CSU kan blive selvhjulpne i dagligdagen med brug af øjenstyring.

Efterspillet

Selvom Hege nu har fundet en potentiel løsning, er det nødvendigt at følge projektet helt til dørs. Hege afholder derfor en række møder på DTU med de to studerende med henblik på at finde en måde at bruge deres teknologi til at støtte eleverne på CSU. Samtidig er de to DTU-studerende interesseret i at afprøve og tilpasse deres produkt i forhold til den målgruppe, som Hege har etableret kontakt til.

Hege indleder således et samarbejde med Obital, som de to studerendes firma hedder. Obital kan bruge Heges erfaring som repræsentant for nogle mindre teknik-mindede pædagoger, der i sidste ende skal kunne drage nytte af produktet. Ligeledes repræsenterer eleverne i ASK-klassen en målgruppe, som Obital i mindre grad har erfaring med.

Et sådant type samarbejde kan føre til, at produkter udvikles, tilpasses og bliver til stor værdi for mennesker. Historien med Hege ender altså ikke med, at det er ”Heges ide”, der umiddelbart kommer til at forandre den pædagogiske hverdag inden for specialområdet. Men Hege er en central del af processen og hendes indsats er afgørende i forhold til at skabe nye relationer mellem DTU og den pædagogiske verden. Relationer med et udviklingspotentiale, som kan vise sig at være afgørende, ikke mindst for eleverne på CSU.  

Elias Lundgaard Pedersen og Frederik Østergaard Neble i gang med at afprøve deres teknologi i samarbejde med en bruger.

Pointen

Innovation opdeles ofte i radikal og inkrementel innovation. Den radikale innovation associeres med nye opfindelser, som fundamentalt ændrer markedet, fx en smartphone. Med inkrementel innovation refereres til processer, hvor der bygges videre på eksisterende løsninger.

Kreative processer involverer typisk mange forskellige aktører, der med små skridt bygger videre på hinandens løsninger og initiativer. Derfor kan langt det meste innovation karakteriseres som inkrementel. Ligeledes er det vigtigt at forstå, at man som enkelt individ altid vil spille en relativt begrænset rolle, fordi man altid vil være inspireret eller afhængig af andre.

Ovenstående case giver et glimt af innovationens anatomi i den virkelige verden. Hege får en god ide, men de følgende faser består af møjsommeligt arbejde, og der er mange blindgyder undervejs. Hele processen synes langt fra den traditionelle forestilling om den kreative person, der pludselig får en lys ide. Det er en bøvlet proces, men sådan er innovation.

Med afsæt i fortællingen kommer til slut tre gode råd til studerende, der beskæftiger sig med innovation:

  • Hvis du har fået en ide, så prøv at undersøge, hvem der har fundet lignende ideer.
  • Hvis du ikke kan finde lignende ideer, er det formentlig, fordi du ikke har ledt grundigt nok.
  • Hvis du finder nogle, der har fået en god ide, indled da et samarbejde, således at ideen kan udbredes, kvalificeres og komme flere til gavn.

Hvis man er interesseret i mere dybdegående og teoretiske beskrivelser af kreativtetens og innovationens komplekse og samskabende karakter, kan man læse følgende:

  • Boysen, M. S. W. (2017). Embracing the Network: A Study of Distributed Creativity in a School Setting. Thinking Skills and Creativity, Volume 26, 102-112.
  • Clapp, E. P. (2017). Participatory creativity: introducing access and equity to the creative classroom. Routledge New York and London: Routledge.

Hvis man vil vide mere om Obital og deres teknologi, besøg www.obital.io. Obital er opstartet og ejet af Elias Lundgaard Pedersen og Frederik Østergaard Neble.