Innovation og entreprenørskab på gymnasiet har ført elever til mesterskab

Fire elever fra Næstved Gymnasium og HF deltager i entreprenørskabsprogrammet Company Programme. På onsdag skal de til DM i Entreprenørskab – som det eneste elevhold fra STX. Underviser Christine Wikkelsø mener, at eleverne både har tilegnet sig personlige og faglige styrker og kompetencer af at være med i Company Programme. Læs hendes tanker her.


Af Christine Wikkelsø, underviser Næstved Gymnasium & HF


Næstved Gymnasium og HF har gennem mange år valgt at have særlig stort fokus på innovation og entreprenørskab. Dette for at give eleverne værktøjer til at mestre processerne fra idé til en handling, hvilket skaber værdi for andre end blot en selv.

For Næstved Gymnasium og HF er innovation og entreprenørskab en naturlig del af det dannelsesbegreb, som STX og HF har fokus på i arbejdet med den almene dannelse og kompetencen til at studere.

Entreprenørskab i undervisningen

Der arbejdes med innovation og entreprenørskab i alle fag og flerfaglige forløb. I forlængelse heraf, har skolen i foråret 2019 oprettet et Maker Space som alle skolens elever skal og kan arbejde i. I fagene lægges der især vægt på at give eleverne viden, så de bliver i stand til at arbejde systematisk, metodisk og kreativt med idé- og produktudvikling. Her er det vigtigt at vinkle undervisningen, så eleverne har opmærksomheden rettet på foretagsomhed og værdiskabelse. Og det er især vigtigt, at eleverne lærer at fokusere på virkelighedsnære problemstillinger, hvor de kan inddrage deres faglige viden og erfaringer på måder, der er nye og kreative, og som løser et problem både på et individuelt og samfundsmæssigt niveau.

Med i Company Programme

I erhvervsøkonomi C på STX ”lægges der i undervisningen vægt på innovation og problemløsning, herunder ved arbejde med virkelighedsnære cases og projekter”. Derfor var det oplagt, at erhvervsøkonomiholdet blev udfordret til at udpege problemstillinger, der råber på innovative løsninger til gavn for særligt udsatte grupper.

Eleverne dannede på baggrund af individuelle interesser grupper, som havde til opgave at løse et selvdefineret dagligdagsproblem, for enten enkelte individer eller for en gruppe. På den baggrund foreslog gruppen Vestititas bestående af fire piger (Katrine Dalgaard, Sasja Ebbesen, Emma Neigaard og Emma Røhmer) at arbejde med løsninger for ældre, gangbesværede mennesker, som selv med eksisterende hjælpemidler ikke til fulde fik hjælp til at kompensere for deres handicap.

Det er første gang, at Næstved Gymnasium og HF deltager i Company Programme. Entreprenørskabsforløbet er særlig velegnet i erhvervsøkonomiundervisningen, fordi deltagelsen i forløbet giver rigtig gode muligheder for at:

  • Anvende teorier i praksis
  • Arbejde dybdegående med iværksætteri
  • Have et anvendelsesorienteret fokus på idégenerering
  • Give eleverne selvtillid og omverdensforståelse
  • Kombinere faglighed og kreativitet

Vestititas og Company Programme

I forbindelse med deltagelsen i Company Programme har gruppen Vestititas udviklet et motoriseret hjul, der kan tilkobles en rollator, så gangbesværede lettere kan bevæge sig rundt uden for hjemmets fire vægge. Også når terrænet giver udfordringer.

Det ekstra motoriserede hjul giver rollatoren, og dens bruger, mulighed for at aktivere ekstra energi, når det for eksempel går op ad bakke. Rollatorhjulet kompenserer altså for den ekstra kraftanstrengelse, den gangbesværede ellers skulle aktivere, og som han/hun sædvanligvis ikke kan trække på. På den måde tilføjes en ekstra mulighed til en ellers statisk rollator, og netop dette giver gangbesværede ekstra livsværdi.

Vestititas har i deres udviklingsproces observeret de udfordringer, som ældre gangbesværede fra et nærtliggende plejehjem havde, når de skulle forcere en mindre bakke. Det gav dem ideen til det motoriserede hjul.

I den forbindelse stødte de på udfordringer, som krævede, at de besøgte et værksted for at gøre brug af relevante værktøjer, så de kunne bygge hjulet og montere elektromotoren. Dernæst gik de i gang med at afprøve den ombyggede rollator hos målgruppen. Virkede den efter hensigten? Og havde målgruppen interesse for produktet? Det blev ved alle besøg på forskellige plejehjem og ældrecentre, bekræftet.

Præmieret idé

Vestititas vandt i januar 2019 førstepladsen i ”Regional Entreprenørskabsmesse, Sjælland” og vandt særprisen ”Bedste stand”.

I februar 2019 deltog Vestititas i ”National Entreprenørskabsmesse”, hvor de vandt prisen for bedst placerede STX og samlet blev nr. 8 i konkurrencen.

I marts 2019 vandt de med deres motoriserede hjul kategorien ”Society & Globalisation” Fonden for Entreprenørskabs regionale mesterskaber i Company Programme. På tværs af alle kategorierne i samme mesterskab fik de ligeledes en samlet 1. plads. I den forbindelse inviterede firmaet ”Ropox” Vestititas til en boot camp, som de siden har deltaget i.

Nu glæder pigerne sig til, som det eneste STX-hold, at deltage i DM den 24. april 2019.

Deltagelsen har udviklet eleverne både fagligt og personligt:

  • De har brudt personlige grænser i forbindelse med pitch
  • De har fået et større indblik i, hvad der kræves i forbindelse med opstart af virksomhed
  • De har lært, hvordan de metoder, der arbejdes med i undervisning, anvendes i virkeligheden
  • De har arbejdet med personlighedstests for at identificere egne styrker og svagheder
  • De har lært at samarbejde og udnytte gruppens individuelle styrker

Læs mere om Company Programme her.