Iværksættere er afgørende for at nå FN’s Verdensmål

Fire studerende fra University College Nordjylland vil have os til at pante mere og smartere, og de arbejder direkte med FN’s verdensmål om at sikre ansvarligt forbrug og et bedre klima for at udvikle den bedste løsning. 


Af Nanna Rasmussen, Projektleder i Fonden for Entreprenørskab


Danmark er med til at gøre sin del for at opnå verdensmålene, men kan den enkelte borger gøre en forskel? Det mener SmartPant! De fire studerende bag SmartPant mødte hinanden gennem deres studie og et fælles ønske om at udvikle et produkt, der øger danskerne bevidsthed om klima og miljø.  

SmartPant vil gøre pant digitalt og motivere folk til at pante mere – uanset om flasken eller dåsen har en pantværdi. Derfor har de unge iværksættere udviklet en app, som skal digitalisere betalingen og bygge ovenpå den allerede eksisterende pantindustri. Appen taler sammen med pantautomater og pantstationer rundt omkring i Danmark, og derudover skal appen også motivere til handling, så den enkelte borger kan indflydelse og gøre en forskel.  

Ideen til SmartPant opstod på en tur rundt i bybilledet: 

Da vi første gang var ude i naturen og observere, var vi faktisk overraskede over, hvor mange dåser og flasker, der egentlig lå i naturen, både med og uden pant. Det åbnede virkelig vores øjne for, hvor stort et problem det egentlig er,” siger idemagerne bag SmartPant. 

Arbejdet med verdensmålene betyder alt

Vejen fra en god idé til et færdigt produkt kan være lang og hård. Men ønsket om at arbejde med verdensmålene har hjulpet SmartPant som et værktøj og været med til at skabe fokus.  

“Vi brænder for at gøre en forskel i forhold til genanvendelse af plast og metal. Med vores mission sætter vi et skarpt fokus på FN’s verdensmål, hvor vi har et øget fokus på verdensmål 12 og 13, da vi har fokus på genanvendelse af alt plast og metal, og skaber motivation til forbrugerne, så vi kan nå genanvendelsesprocenten på 100%. At arbejde med verdensmålene og sætte et øget fokus på dem er en stor motivation for os, da vi kæmper for at udvikle en app, som gør en forskel for den enkelte forbruger og vil få en positiv indvirkning for miljøet,” forklarer SmartPant. 

Smart Pant fra UCN vandt et verdensmålsmikrolegat til Danish Entrepreneurship Award 2019.

SmartPant har siden oktober 2018 arbejdet på at gøre deres idé til virkelighed og modtog i november 2019 et verdensmålsmikrolegat til Danish Entrepreneurship Award netop fordi de arbejder decideret med verdensmålene.  

Vi tror på, at hvis vi kan få verdensmålene ned til at være et hverdagsproblem, som forbrugerne kan løse, så kan vi alle være med til at opfylde verdensmålene inden 2030. Derfor er det vigtigt for os at skabe opmærksomhed på vigtigheden af genanvendelse af drikkevareemballager,” forklarer SmartPant. 

Flere verdensmålsiværksættere 

Tuborgfondet og Fonden for Entreprenørskab er gået sammen om at sætte fokus på og styrke unge iværksættere og nye virksomheder, der arbejder for at løse store globale udfordringer. En del af samarbejdet er at uddele 150 verdensmålsmikrolegater over de tre år. Og netop verdensmålsmikrolegatet har gjort en forskel for SmartPant, så ambitionerne er store: 

”I 2020 vil vi have vores første version af vores app på markedet, og vi vil have den fulde app klar i slutningen af 2020 eller start 2021. Vores plan er inden for de næste fem år at komme på det norske og det svenske marked, og derefter har vi en større international udviklingsplan.” 

Vil du søge et verdensmålsmikrolegat? 

Du kan søge om et verdensmålsmikrolegat flere gange årligt. Næste deadline for ansøgninger er den 19. februar 2020. 

Læs mere om verdensmålsmikrolegaterne her.