Kunsten at skrive en fondsansøgning

Der er næsten ingen større glæde end at besøge en underviser med sine elever eller studerende på en uddannelsesinstitution, der har modtaget udviklingsmidler til at udvikle et nyt entreprenørskabsforløb af én eller anden karakter. At se ideerne tage form, og børn og unge være med til at skabe nye forløb og opleve glæden ved læring, det giver gåsehud, og det er en af glæderne ved at kunne bidrage til udviklingen af entreprenørskab i det danske uddannelseslandskab. Og vi har mange smukke eksempler at dele ud af.


Af Anders Rasmussen, Beate Boysen og Pernille Berg, Fonden for Entreprenørskab


Men inden en skole, erhvervsskole, gymnasium, erhvervsakademi, professionshøjskole eller universitet står med et nyt udviklingsprojekt, skal der skrives en ansøgning, som bliver positivt godkendt. Hvordan sker det så lige?

I disse dage er der udbudsrunder for videregående uddannelser og ungdomsuddannelser. Deadline er den 25. september, og derfor er der mails og telefonopkald, hvor der spørges interesseret, hvad er det lige I vægter i en ansøgning, og hvad dækker I egentlig af udgifter i budgettet? Stiller I krav om medfinansiering, og kan vores timer indgå som medfinansiering?

Den 14. september var der netværksdag for projektlederne på igangsatte udviklingsprojekter, og der blev ansøgningsprocessen også rejst. Som en projektleder sagde til os, der er sikkert flere af mine kolleger, der ville søge, hvis de vidste hvordan man skulle skrive en ansøgning til jer.

Ansøgningsprocessen skal endelig ikke være årsagen til, at vi ikke kan bidrage til at skabe flere udviklingsprojekter inden for entreprenørskabsforløb. Så med dette blogindlæg håber vi at kunne afmystificere lidt om ansøgningsprocessen.

 

Fra idé til projekt

Mange lærere og undervisere får rigtigt gode ideer i hverdagen til at ændre lidt på deres undervisningsforløb eller udvikle nye forløb for at fremme entreprenørielle kompetencer hos deres elever eller studerende. Mange lærere og undervisere har også mange ideer til nye eksperimenter, tit hører vi, at det kunne være ret spændende hvis man lige kunne lege lidt med…

Og det er med udgangspunkt i disse ideer, at ansøgningen skrives.

Det er netop i afsættet i hverdagen og ønsket om at skabe nye tiltag i eksisterende forløb eller skabe nye materialer eller forløb, der er et godt udgangspunkt til at skrive en ansøgning til os.

For at ideen får lidt substans og bliver til et projekt, anbefaler vi tit, at ideen sættes op i hverdagens kontekst ud fra følgende spørgsmål:

  • Er det en idé, andre kolleger kunne tænkes at være interesseret i at udvikle til et projekt?
  • Er det en idé, der passer ind i skolens/institutionens allerede igangsatte portefølje af udviklingsaktiviteter?
  • Er det en idé, der vil kunne motivere elever eller studerende til at indgå i entreprenørskabsforløb?

Med andre ord, ideen skal kunne omsættes til konkrete handlinger/indsatser, der på sigt gør en forskel for elever og studerende samt kolleger.

Ved at beskrive ideen og skabe nogle aktiviteter, der er med til at realisere ideen, tegnes projektet.

Projektet beskrives således med udgangspunkt i hverdagens ideer og tanker og gennem beskrivelsen konkretiseres ideen gennem aktiviteter. Det er en fordel, hvis ideens beskrivelse også inkluderer kolleger og studerende – eller sagt anderledes: jo flere ideen skaber værdi for, desto bedre er det. Og for at ideen skal have de bedste chancer for at modtage fondsmidler hos os, er det vigtigt at vise, hvordan idéen vil blive forankret på skolen/institutionen, sådan at den ikke dør ud, hvis idémanden flytter arbejdsplads.

 

Projektets bæredygtighed

Når vi støtter udviklingsprojekter, bestræber vi os på at støtte projekter, der gør en forskel i hverdagen og som kan bidrage til at skabe en fremtid, hvor flere elever, studerende, lærere og undervisere indgår i entreprenørskabsforløb. Derfor giver vi udviklingsmidler til nye forløb, udvikling af materialer, nye evalueringsformer og kompetenceforløb.

Vi har en klar holdning til, at kvalitet i undervisningsforløbene skabes af lærere og undervisere. Derfor støtter vi også kompetenceudviklingsforløb, hvor lærere og undervisere erhverver sig ny viden og kunnen omkring entreprenørskabsdidaktik og nye vidensområder indenfor entreprenørskab.

Gennem årene har mange på de videregående uddannelsesinstitutioner søgt om midler til at besøge Silicon Valley og Babson College. Vi ser heldigvis, at kredsen for ny viden udvides, og nu går studieturene eksempelvis til Spanien for at få ny viden om socialt entreprenørskab.

Som et nyt tiltag formidles alle studieture som blogindlæg, således tilgår den nye viden, man får med hjem til Danmark, alle interesserede.

Når vi læser og vurderer ansøgningerne, vægter vi projekter, der har overvejelser omkring inddragelse af kolleger og elever og studerende i udviklingsprojekterne. Og i særdeleshed hvordan disse involveres i udviklingsprojektets periode. Ligeledes vægter vi også ansøgernes overvejelser om, hvorledes udviklingsprojekterne indgår i institutionens hverdag efterfølgende. Alt fra materialeformidling og opkvalificering til fast udbud af et nyt kursusforløb, indlejring i eksisterende fag og så fremdeles – de hensyn, der er taget allerede i ansøgningsprocessen, vægtes, da det har en stor betydning for projektets langsigtede bæredygtighed.

Det betyder ikke, at projektet ikke må ændre sig, når bevillingen først er givet. Som garvede projektledere altid siger: ”Et projekt ændrer sig første gang, det møder virkeligheden.” Således er det også for udviklingsprojekter, der omhandler entreprenørskabsuddannelser.

Vores erfaring er dog, at jo mere og flere, der har været indover processen fra idé til projektansøgning, desto flere aspekter er drøftet og overvejet, og desto mere kvalificeret er ideen også.

I projektets bæredygtighed er også institutionens opbakning til udviklingsprojektet. Konkret manifesteres det i en ansøgning gennem medfinansieringen.

Så ja, vi kræver medfinansiering til de udviklingsprojekter, vi støtter. For i medfinansieringen tydeliggøres det, at der er opbakning og villighed til at prioritere en udvikling af entreprenørskabsforløb.

 

Hvad så, når ansøgningen godkendes?

Én ting er at skrive ansøgningen, men hvad sker der efter ansøgningen godkendes?

Fra ansøgningen fremsendes, til man modtager en mail om, at ansøgningen er positivt bedømt, modtager man en kvitteringsmail på modtaget ansøgning.

Vi bestræber os på at være så effektive som mulige i behandlingsprocessen af ansøgninger. Derfor melder vi også ud, hvornår man kan forvente at få besked om en positiv bedømmelse. Modtager man et afslag, får man tilbud om at få sparring efterfølgende til ny ansøgning i næste runde.

Modtager man derimod en positiv bedømmelse, får man først en mail om dette. Dernæst modtager man en kontrakt og projektdataoversigt, begge skal hhv. underskrives, udfyldes og sendes retur. Først da, er projektet oprettet og således i gang.

 

Udviklingsprojektet er i gang, hvad så?

Når udviklingsprojektet er i gang, er vi fortsat interesserede i at følge projektet. Vi besøger jer gerne, og vi indgår også gerne i sparringsmøder om projektets udvikling. Vi ved fra tidligere projekter, at der kan være behov for at ændre aktiviteterne og nogle af udgifterne til projektet. Det er helt naturligt, og efter dialog godkendes ønskede ændringer, såfremt der er reelle argumenter naturligvis. Vi sikrer, at ændringer indgår i vores journaliseringer af hvert projekt.

Vi er også yderst interesserede i at formidle udviklingsprojektet, mens det er i fuld gang, så jo mere vi orienteres, desto mere kan vi bidrage til formidlingen.

Som vi nævnte i indledningen, afholder vi også netværksmøder for projektledere. Vores erfaring herfra er, at disse møder er utroligt givende for deltagerne, da der er tid til erfaringsudveksling, sparring og skabelse af nye relationer på tværs af institutioner og uddannelsesniveauer.

Som noget nyt har vi igangsat udviklingen af et galleri af afsluttede projekter, så det fremtidigt er muligt at se hvilke projekter, vi har støttet. Det gør det forhåbentligt nemmere at skrive ansøgninger samt muligt at få inspiration til nye projekter.

Så lad ikke ansøgningsskriveriet afholde jer fra at søge udviklingsmidler til nye entreprenørskabstiltag. Skriv eller ring snarere til os, så vi kan hjælpe jer i ansøgningsprocessen. Vi vil så gerne sikre, at I søger udviklingsmidler hos os, og vi vil meget gerne bidrage til jeres udvikling af entreprenørskabsforløb!

 

Vil du vide mere, så kontakt:

Grundskolen: Anders Rasmussen anders@ffe-ye.dk
Ungdomsuddannelser: Beate Boysen beate@ffe-ye.dk
Videregående uddannelser: Pernille Berg pberg@ffe-ye.dk