München – Europas hotspot for innovation

Samfundsvidenskab på Københavns Universitet stiller skarpt på innovation og entreprenørskab de kommende år og har derfor besøgt München, som er Europas hotspot for innovation.


Af Maibritt Jensen, Karrierevejleder, Københavns Universitet


Innovation og entreprenørskab står højt på den danske uddannelsespolitiske dagsorden og på Københavns Universitet, og netop derfor giver det mening at kigge efter inspiration hos nabolandet mod syd, Tyskland. Tyskland har et meget veludviklet entreprenørskabsmiljø og et bredt samarbejde med eksterne partnere – virksomheder såvel som offentlige myndigheder.

München er Europas hotspot for innovation og entreprenørskab, og det afspejler sig også i deres uddannelsesinstitutioner, hvor iværksætteri og samarbejde med virksomheder indgår i studierne. I foråret deltog repræsentanter fra de fem institutter på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på KU sammen med eksterne samarbejdspartnere fra Dansk Industri, Region Hovedstaden, Akademikernes Centralorganisation og Akademikernes A-kasse i en 3-dages studietur til München for at se nærmere på best practice på byens videregående uddannelsesinstitutioner. En studietur, der blev finansieret af Fonden for Entreprenørskab og KU’s Innovation Hub.

Helt konkret fik vi indblik i institutionernes tilgang til begrebet innovation og entreprenørskab, tværuniversitært samarbejde, og hvordan innovation indgår i undervisningen. Derudover fik vi også kendskab til de forskellige enheders samarbejdsmodeller, som adskiller sig en del fra dem, vi kender på universiteterne herhjemme.

Vi besøgte bl.a. LMU Entrepreneurship Center og  UnternehmerTUM på Tysklands eliteuniversiteter Ludwig-Maximilians-Universität og Technische Universität München. De to institutioner indgår desuden i et interessant tværuniversitært samarbejde i CDTM – Center for Digital Management og Technology. Prisvindende Strascheg på professionsionsskolen University of Applied Science har en meget klar definition af begrebet og formålet med deres indsats. Den drejer sig om at gøre studerende mere selvstændige og opsøgende.

Endnu et godt eksempel på et tværuniversitært samarbejde i München blev illustreret gennem Social Entrepreneurship Akademie, hvor LMU (som ligner KU), TUM, professionshøjskolen og byens militæruniversitet arbejder sammen om social innovation og en sommerskole i Global Entrepreneurship.

»Turen var yderst veltilrettelagt, og programmet bidrog alle dage med god inspiration og stof til eftertanke, ligesom den dannede en naturlig ramme for tværfaglig kollegial udveksling blandt os, der deltog. Der blev samtidig åbnet op for spændende muligheder for samarbejde mellem samfundsvidenskabelig forskning/uddannelse og eksterne interessenter, som står overfor udfordringer, der skal løses på nye og innovative måder. Der blev således snarere sat et komma fremfor et punktum ved hjemkomsten. Og jeg ser personligt frem til det videre arbejde – og samarbejde, « siger deltager og adjunkt på Institut for Psykologi, Janne Skakon.

Sociolog fra Accenture i München og institutleder Janus Hansen.
Sociolog fra Accenture i München og institutleder Janus Hansen.


Next step – at omsætte inspiration til konkrete initiativer

Alt i alt har turen budt på mange gode eksempler på innovation og entreprenørskab i undervisningen og samarbejdsmodeller. København og hovedstadsregionen har på flere områder et potentiale, der minder om det, der findes i München, dog i en anden skala på særligt innovationsområdet. Men uddannelsesmiljøerne, virksomhederne og derfor også vækstpotentialet på iværksætteri-fronten er så afgjort til stede i København – og mange samarbejder eksisterer allerede – også med KU som partner.

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet er nu i fuld gang med at  udvikle et koncept for innovation og entreprenørskab i uddannelserne gennem et samarbejde mellem Projekt- og Karrierevejledningen på fakultetet og de faglige miljøer på uddannelserne. Og her er undervisere allerede i gang. Fx udbyder Økonomisk Institut en sommerskole i entreprenørskab, og på antropologi underviser postdoc Simon Lex i innovation på kurset ’Innovation & co-creation’, hvor studerende bl.a. har samarbejdet med restaurant Noma om, hvordan antropologien kan give nye kreative vinkler på udvikling af restauranten. Planen er at udbygge udbuddet af kurser på samfundsvidenskab de kommende år. En ny Innovation Hub skal også facilitere andre tilbud til studerende og åbne op for nye samarbejder.

 

Se video om studieturen til München:

https://www.youtube.com/watch?v=LfoVr8g6NO0

 

Fra hvert institut på samfundsvidenskab deltog en underviser eller studie-/institutleder. Studieturen blev finansieret af Fonden for Entreprenørskab og KU’s Innovation HUB. I München deltog også 16 KU-studerende på et forløb særligt planlagt dem. Her var fokus på at hente inspiration til deres egne projekt- og startup-ideer og møde studerende og innovationsmiljøer i den bayerske hovedstad.