Øvebaner i skolen – kapitel 2

Hvor kan elever træne entreprenørielle færdigheder i skolen, hvis ikke det skal være i fagene? Muligheder er der nok af, men det handler om at identificere dem og give plads og ansvar til eleverne. Få konkrete bud på entreprenørielle øvebaner her.


Af Anders Rasmussen, chef for grundskole og ungdomsuddannelser, Fonden for Entreprenørskab


I sidste måneds blogindlæg beskrev jeg nogle tanker om, hvordan nogle af de aktiviteter, vi laver i skolen også, med den rette tilgang, vil kunne udgøre såkaldte entreprenørielle øvebaner. Altså aktiviteter hvor eleverne har mulighed for både at erhverve gode erfaringer og at træne entreprenørielle kompetencer. Her følger et par af de mest oplagte eksempler og ideer vi af og til møder på skolerne. Jeg er sikker på, at andre med en tættere tilknytning til skolen vil kunne finde på mange flere.

  • En af de mange dygtige lærere i NEIS-netværket fortalte, at skolen hvert år inviterede de kommende elever på besøg på skolen. Det er der formentlig mange skoler, der gør, men i dette tilfælde var værterne ikke kun lærere og ledelse, men også eleverne fra indskolingen, som havde haft ansvaret for (som eksperter) at lave et program for de kommende elever.
  • Et andet eksempel på at inddrage eleverne i planlægningen er, at de kan være med til at planlægge forældrearrangementer, gerne under overskriften ”Verdens bedste forældremøde”. Dette indebærer nemlig også, at eleverne laver en udforskning af, hvad forældrene egentlig synes er vigtigt at få med fra møderne.
  • Planlægningen af skolernes motionsdag er ofte en opgave for en lille gruppe lærere, men hvis eleverne er medansvarlige, er der også her en øvebane. Her skal der både laves nye ideer til aktiviteter, planlægges, markedsføres (alle skulle jo gerne glæde sig til dagen) og kommunikeres til både forældre, lærere og elever. Der skal ligeledes evalueres og samles op. Alt i alt en god mulighed for både at være kreative, men også at planlægge og udføre for en (sommetider) kritisk målgruppe.
  • Planlægningen af den årlige skolefest. Her kan de ældste elever stå for hele det koordinerende arbejde, imens andre elever planlægger dele af indholdet og de eventuelle boder og aktiviteter, som er en del af årets fest. Der er sikkert traditioner, som skal bevares og holdes i hævd, det er i givet fald en del af rammesætningen.
  • Måske er der mulighed for bedre frikvarterer på skolen, hvis man lader eleverne være legepatruljer, eller komme med ideer til aktiviteter, regler og indretning, som de selv er med til at give et liv i frikvartererne.
  • Klassen kan organisere indsamlinger gennem en lang række aktiviteter som etablering af motionsløb, salg af kager eller andre hjemmelavede produkter, tombolaer, lotterier og sikkert en masse andet. Husk at eleverne kan lære uendeligt meget af selv at komme med ideerne og udføre dem. Måske skal klassen lave flere forskellige aktiviteter, så alle får mulighed for at være med til at tage ansvar.
  • Lad eleverne være med i planlægningen af lejrskoler og udflugter. På den måde kan de selv få indflydelse, men også lære at tage ansvar og at være med til at organisere for en målgruppe, her klassekammeraterne. Generelt er der stor forskel på at være på lejrskoler, hvor lærerne står med det hele, og at organisere en lejrskole hvor man har uddelegeret planlægning og forberedelse til eleverne. Jeg tror selv, jeg ville foretrække det sidste.
  • En særlig aktivitet finder sted, når en klasse eller en årgang samler penge ind, enten til finansiering af skolerejser og udflugter, eller som støtte til særlige grupper som eleverne eller skolen gerne vil hjælpe.

I alle disse eksempler gør det samme sig gældende – at de voksne (og også velmenende forældre) har mulighed for at planlægge og strukturere det hele. Det gør det naturligvis meget nemmere og mere effektivt, men vi risikerer – ikke blot at tage eleverne (og andre forældre) som gidsler i et voksent spil – men også at fratage børnene muligheden for selv at skabe noget og herigennem at få vigtig læring og erfaring. I sidste ende risikerer vi at fratage dem muligheden for at opnå ejerskab og succesoplevelsen af at lykkedes med noget, de selv har skabt og gennemført.

Det sidste ved vi er supervigtigt for opbygningen af elevernes ”selfefficacy”, troen på med egne evner – at kunne foretage forandrende handlinger. Vi ved også, at selfefficacy i høj grad er et mål for i det hele taget at lykkedes i livet. Derfor er øvebaner ikke blot et spørgsmål om lidt organisatorisk omfordeling. Det handler i sidste instans om at udnytte, de muligheder der er for at styrke elevernes chancer i livet og i verden – hvis man sætter det helt på spidsen, hvilket jeg vælger at gøre her.